Odense Letbane får den endelige godkendelse til drift

26-04-2022

Trafikstyrelsen har nu givet Odense Letbane den endelige godkendelse til at køre med passagerer.

I næsten 10 år har Trafikstyrelsen været i tæt dialog med partnerselskabet Odense Letbane om de mange forskellige forhold, der skal være på plads for at det store og komplicerede anlægsprojekt kan opnå de krævede godkendelser i forhold til sikkerheden.

Undervejs har Odense Letbane og Keolis, som står for driften af letbanen, blandt andet fået godkendt de trafikale sikkerhedsregler, letbanetogene, infrastrukturen, uddannelsesplanerne for medarbejderne og vilkårene for at drive jernbanevirksomhed.

I dag, tirsdag den 26. april 2022, fik Keolis så godkendt de tekniske sikkerhedsregler og udstedt et såkaldt ændret sikkerhedscertifikat og en ny sikkerhedsgodkendelse.

Vicedirektør i Trafikstyrelsen, Christian Vesterager, giver udtryk for et godt samarbejde med Odense Letbane om at få megaprojektet godt og sikkert i mål:

Der har været tale om et langvarigt, ressourcekrævende og fagteknisk meget stort og kompliceret jernbaneprojekt, der sagtens kunne have haft flere udfordringer. Vi har imidlertid hele vejen igennem haft en virkelig god og tæt dialog om, hvad der løbende skulle til for at minimere risici og finde løsninger, så vi kunne komme godt i mål med letbanen. Det er jeg rigtig glad for er lykkedes til glæde for snart mange tusinde passagerer

Christian Vesterager, vicedirektør i Trafikstyrelsen 

Den endelige godkendelse til drift betyder, at Odense Letbane nu er karakteriseret som en jernbane og dermed også kan køre med passagerer. I praksis forventer letbanen, at det vil ske efter yderligere en måneds testkørsel.

Med godkendelsen er letbanen fra d.d. underlagt Trafikstyrelsens tilsyn.

Yderligere oplysninger

Kontakt presseansvarlig Frederik Roed
Tlf..: +45 6192 9719
presse@trafikstyrelsen.dk