Tjek dronereglerne, før du flyver med din julegave

20-12-2022

Vi er vilde med at give hinanden droner i julegave, men mange har ikke styr på dronereglerne, før de flyver. Med flere droner i luften år for år, stiger antallet af hændelser med droner også. Derfor lancerer Trafikstyrelsen nu en kampagne op til jul, der skal få os til at flyve mere sikkert.

Det er virkeligt lækkert at flyve med drone, men gør lige os allesammen en tjeneste og læs op på reglerne, før du starter krabaten.

Sådan lyder budskabet fra skuespiller Dan Loffredo i en ny kampagnefilm fra Trafikstyrelsen, der bliver lanceret på Facebook og på droneregler.dk op til jul. Og timingen for kampagnen er ikke tilfældig.

Dronebranchen anslår, at der årligt bliver solgt omkring 20.000 droner i Danmark, og forventningen er, at det tal vil vokse i de kommende år. Særligt op til jul er der godt gang i dronesalget. 90 procent af dronerne er i en kategori på under 250 gram, hvor der ikke er krav om særlige kompetencer og dronecertifikater.

Kontorchef i Trafikstyrelsen, Lars Korsholm:

Det er blevet særdeles populært at give droner i gave, men noget tyder på, at vi er lidt for hurtige til pakke ud og flyve afsted, uden at kende de mest basale droneregler, hvilket øger risikoen for potentielt farlige hændelser. De seneste år har vi registreret en markant stigning af hændelser, hvor dronerne fx er fløjet for tæt på flyvepladser eller forsamlinger af mennesker. Det udgør i sagens natur en sikkerhedsrisiko, fordi dronerne kan styrte ned i mennesker, ind i bygninger eller kollidere med et fly, hvilket potentielt kan have meget store og fatale konsekvenser.

Ifølge tal fra Trafikstyrelsen er antallet af hændelser med droner på bare fem år steget fra 15 registrerede hændelser i 2017 til 136 hændelser i 2021.

I år er der foreløbigt registreret 85 hændelser. I 46 tilfælde kom dronerne for tæt på lufthavne, og i otte situationer har det været nødvendigt at omdirigere fly af sikkerhedsmæssige årsager.

Tjek droneregler.dk, før du flyver

Det kan være vanskeligt at få et overblik over alle de droneregler og krav, der gælder for forskellige kategorier af droner. Derfor har Trafikstyrelsen nu lanceret en kampagneside på droneregler.dk, hvor du kan få svar på de mest almindelige spørgsmål og hvor de vigtigste regler, for de mest almindelige droner under 250 gram, er fremhævet:

  • Du skal være mindst 15 år for at flyve med drone
  • Du må ikke flyve højere op end 120 meter
  • Du skal holde dig helt ude af sikkerhedszoner omkring flyvepladser, naturområder og offentlige institutioner – tjek droneluftrum.dk
  • Du må ikke krænke privatlivets fred ved at flyve ind over afgrænsede private områder.

Lars Korsholm:

Vi har valgt en humoristisk og afslappet tone i vores dronekampagnefilm uden løftede pegefingre. Her følger vi værten Dan Loffredo, der bliver stalket af en drone hjemme privat, får ødelagt en naturoplevelse af dronestøj og kæmper med at jage en drone væk fra en flyveplads. Hver karikerede scene i filmen repræsenterer nogle af de situationer, der kan opstå, når dronepiloterne ikke følger reglerne.

Som en del af dronekampagnen har en række af de største droneforhandlere herhjemme som Elgiganten, droner.dk og morfars.dk fået tilbudt neongule mærkater fra Trafikstyrelsen til at sætte på æskerne med droner.

Budskabet er: Tjek droneregler.dk, før du flyver.