Nu besigtiger Trafikstyrelsen 1. etape af den nye lufthavn i Nuuk

25-10-2022

I denne uge tjekker Trafikstyrelsen om den første halvdel af den nye landingsbane i Nuuk snart kan blive klar til start og landinger. Der er tale om omfattende opmålinger, tests og beredskabsøvelser.

Tre personer i gule veste går på den 1. etape af landingsbanen i Nuuk

I de sidste uger har Mittarfeqarfiits (Grønlands Lufthavne) og Kalaallit Airports folk knoklet for at få de første 930 meter af den nye landingsbane i hovedstaden Nuuk klar inden vinteren for alvor sætter ind.

Nu er anlægsarbejdet så langt, at Trafikstyrelsen i denne uge kan besigtige om 1. etape af lufthavnen lever op til alle de sikkerhedsmæssige forskrifter for at kunne blive godkendt til start og landinger.

 

Teamleder og luftfartsinspektør Casper Bruun Andersen:

Vi skal igennem en omfattende besigtigelse, hvor vores luftfartsinspektører skal gennemgå, om alt fungerer som det skal efter reglerne. Vores team skal blandt andet tjekke over 200 opmålinger omkring banen og teste om friktionen er tilstrækkelig. Vi skal også gennemføre beredskabsøvelser og afprøve om medarbejderne er trænet i alle de nye planer for, hvordan man fx starter nødstrømsgeneratoren eller vedligeholder lufthavnens nye master og banelys.

 

Efter besigtigelsen gennemgår Trafikstyrelsen sammen med Mittarfeqarfiit og Kalaallit Airports, hvad der afslutningsvis skal til, før den nye landingsbane kan blive godkendt til start og landinger.

I 2024 forventes det, at Grønland kan indvie hele den nye udenrigslufthavn med en landingsbane på 2.200 meter, så det for første gang nogensinde bliver muligt at modtage større fly fra København, Europa og resten af verden.