Flyvepladser
Trafikstyrelsen regulerer og fører tilsyn med små og store offentlige flyvepladser, helikopterflyvepladser, herunder akutlægehelikopterflyvepladser, offshore helikopterdæk og helihoist-områder med tilhørende flyvesikkerhedsledelsessystemer, udstyr og tjenester. Flyvepladserne opereres efter enten visuelle- eller instrumentvejrhold. Styrelsen udfører tilsyn både efter nationale regler og EU-regler, hvilket er afhængig af flyvepladsernes type, størrelse og aktivitet.
En stor del af Trafikstyrelsens ressourcer har i 2023 været anvendt på forskellige flyvepladsrelaterede projekter i Rigsfællesskabet, særligt i forbindelse med den nye lufthavn i Nuuk, og infrastrukturmæssige ændringer på Vagar Lufthavn, for at kunne modtage større fly, end hvad lufthavnen oprindeligt var dimensioneret til. Desuden har en del af ressourcerne været anvendt på analysearbejdet vedrørende behovstyret lysafmærkning.
Flyvepladsområder har i 2023 udført 75 tilsyn, hvilket svarer til niveauet i 2022, hvor der blev udført 67 tilsyn.
Det er Trafikstyrelsens vurdering, at det overordnede sikkerhedsniveau på flyvepladsområde i 2023 er på et tilfredsstillende niveau.
Luftfartshindringer
Luftfartshindringer, fx bygninger, master og vindmøller, i en højde på 25 meter eller mere, som ønskes opsat inden for et hindringsbeskyttende indflyvningsplan for offentlige flyvepladser, eller luftfartshindringer i en højde på 100 meter eller mere udenfor et hindringsbeskyttende indflyvningsplan, skal forelægges for Trafikstyrelsen. Styrelsen vurderer og sikrer, at der ikke opsættes luftfartshindringer, som kan bringe luftfartssikkerheden i fare, medmindre faren kan mitigeres ved hjælp af sikkerhedsforanstaltninger, fx lysafmærkning i forskellige intensiteter, afhængig af den potentielle risiko for fare.
Tilladelser til gennembrydning af de hindringsbeskyttende indflyvningsplaner er i udgangspunktet ikke ønskeligt for luftfartssikkerheden, da det øger faren for kollision. Derfor skal der foreligge en risikovurdering som dokumentation, hvis der fx ønskes opsat høje vindmøller, der viser, at flyvninger til/fra offentlige flyvepladser stadig kan ske med høj sikkerhed. Hvis der ønskes afvigelse fra reglerne, skal der gennemføres kompenserende tiltag, der sikrer opretholdelse af luftfartssikkerheden. Dette princip gælder for såvel vindmøller som andre former for høj bebyggelse.
Trafikstyrelsen fører tilsyn med luftfartshindringer med lysafmærkning, der har en totalhøjde på 150 meter eller mere. Gennem disse tilsyn sikres det, at ejerne af luftfartshindringer har sikret sig, at de fastlagte vilkår, sikkerhedsforanstaltninger og eventuelle procedurer overholdes.
Der er i de seneste år registreret en stigning i antallet af ansøgninger om gennembrydning af hindringsbeskyttende indflyvningsplaner for offentlige flyvepladser, bl.a. som følge af ønsker om opsætning af høje vindmøller, og at stadig flere ønsker at bygge i højden i byerne. Trafikstyrelsen har i 2023 modtaget et antal ansøgninger for opstilling af nye luftfartshindringer, som svarer til niveauet i de forrige år. På tilsynsområdet har Trafikstyrelsen i 2023 primært udført systembaserede tilsyn, baseret på datatræk fra hindringsejerne og tjek af luftfartsinformationer.
Lufttrafiktjenester
Luftfartstjenester er en generel betegnelse for de jordbaserede tjenester som yder støtte til luftfarten. Området omfatter Lufttrafiktjenester/Air Traffic Services (ATS), Meteorologiske tjenester (MET), Luftfartsinformationstjenester/Aeronautical Information Services (AIS) samt Kommunikations-, Navigations- og Overvågningstjenester/Communication, Navigation and Surveillance (CNS).
Alle virksomheder, der yder luftfartstjeneste i Danmark, er certificerede af Trafikstyrelsen i henhold til EU-lovgivningen, mens de færøske og grønlandske tjenester er godkendt i henhold til nationale bestemmelser.
I Danmark er der en række certificerede danske luftfartstjenesteleverandører, som Trafikstyrelsen løbende fører tilsyn med for at sikre, at efterlevelsen af gældende krav overholdes. De største aktører på området er Naviair (ATS/AIS/CNS), Danmarks Meteorologiske Institut (MET), Københavns Lufthavne (CNS) samt Mittarfeqarfiit (ATS/CNS/MET).
I 2023 har tilsynene fortsat været særligt præget af implementeringen af nye EU-krav, som trådte i kraft i januar 2022. Det betyder, at en række krav, der før fremgik af nationale ATS-instrukser, fremover er dækket af EU-lovgivning, dog med nogle mindre forskelle. Dette har ledt til behov for flere opdateringer af tidligere godkendelser. Ændringerne vurderes ikke at have sikkerhedsmæssige konsekvenser for lufttrafiktjenesterne i Danmark. I 2023 har tilsynet ligeledes fokuseret på lufttrafiktjenesternes håndtering af den fortsatte trafikvækst i en periode med bemandingsudfordringer hos tjenesteleverandørerne.
De løbende tilsyn i 2023 har afdækket afvigelser af forskellig karakter. En stor del af afvigelserne tager fortsat sit udspring i lufttrafiktjenestenes ledelsessystemer. Der vil fremadrettet fortsat være et øget fokus på lufttrafiktjenesternes interne integration i ledelsessystemet, herunder udarbejdelse af risikovurderinger, årsagsanalyser, korrigerende handleplaner og opfølgning. I 2023 har tilsynet med de certificerede flyvemeteorologiske tjenester primært fokuseret på de organisatoriske krav relateret til ledelsessystemer, der også videreføres som fokus for tilsynsvirksomheden i 2024.
På baggrund af de udførte tilsyn af luftfartstjenesterne i 2023 er det Trafikstyrelsens vurdering, at sikkerheden inden for luftfartstjenester er på et tilfredsstillende niveau.
Kontrolflyvningsorganisationer
Trafikstyrelsen fører tilsyn med organisationer, der udfører kontrolflyvninger af Kommunikations-, Navigations- og Overvågningsanlæg (CNS). Dette foregår under national lovgivning gennem BL 8-2.
CNS-anlæg er jordbaserede anlæg, der understøtter flyvningen en-route samt ved start og landing.
Der var i 2023 i Danmark to BL 8-2 godkendte kontrolflyvningsorganisationer (FCO): en islandsk og en britisk. Tilsynet med virksomhederne foregik i 2023 via granskning af kontrolflyvningsrapporter samt løbende dialog med de to virksomheder.
Flight validering, samt design af instrumentprocedurer, overgik primo 2022 til EU-lovgivning, hvorfor flight validering af instrumentprocedurer nu kræver Part-FPD-certifikat fra det land, som Part-FPD-organisationen er hjemhørende i. Der er på nuværende tidspunkt ingen danske organisationer som er PART-FPD godkendt til flight validering af instrumentprocedurer. For Grønland og Færøerne hører flight validering af instrumentprocedurer stadig under dansk lovgivning (BL 8-2) og gennemføres af den islandske FCO-organisation.
Instrumentprocedurer er godkendte og publicerede manøvrer/ruter, som anvendes af luftfartøjer i forbindelse med til- eller fraflyvning af en lufthavn eller et landingsområde.
Trafikstyrelsen vurderer, at virksomhedernes sikkerhedsniveau og kvaliteten af de udførte opgaver i 2023 var tilfredsstillende.