Journalnummer TS6040202-00036

Boringer i Aarhus Havn

30-03-2020

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har modtaget vedhæftede ansøgning af 6. februar 2020 fra Aarhus havn om tilladelse til etablering af geotekniske undersøgelser i forbindelse med uddybning af sejlrende og havnebassin i Aarhus Havn.

Til hørings- og orienteringsparter

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har modtaget vedhæftede ansøgning af 6. februar 2020 fra Aarhus havn om tilladelse til etablering af geotekniske undersøgelser i forbindelse med uddybning af sejlrende og havnebassin i Aarhus Havn. Undersøgelserne er en del af forarbejderne til udvidelsen af Aarhus Havn. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen betragter derfor undersøgelsesboringerne som en del af det samlede projekt.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er myndighed for etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning på søterritoriet i havne, jf. § 2 i lov om havne jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 23. maj 2012.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen skal screene projektet for VVM-pligt i medfør af bekendtgørelse nr. 450 af 8. maj 2017 om vurdering af virkning på miljøet (VVM) af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne.

Endvidere skal styrelsen vurdere, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering for nærliggende Natura 2000-områder i henhold til bekendtgørelse nr. 1595 af 6. december 2018 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne og kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet.

Inden Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 5. marts 2020 til vvm@tbst.dk cc geag@tbst.dk med henvisning til journal nummer TS6040202-00036.

Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.

Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.