Journalnummer TS50802-00045

Fordelingsstation ved Gelsted

08-09-2020

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har den 11. maj 2020 modtaget en ansøgning fra Banedanmark om tilladelse til etablering af fordelingsstation ved Gelsted.

Til hørings- og orienteringsparter

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har den 11. maj 2020 modtaget en ansøgning fra Banedanmark om tilladelse til etablering af fordelingsstation ved Gelsted.

Som en følge af DSB-projekt Fremtidens tog, er der på udvalgte steder langs de jernbanestrækninger, som allerede i dag er elektrificerede, behov for at etablere supplerende fordelingsstationer (TSS/TPS) for at sikre tilstrækkelig kapacitet i det eksisterende system, når der skal køre flere el-tog. Et af de steder, hvor der er behov for en supplerende fordelingsstation er ved Gelsted på Fyn, hvor Banedanmark planlægger at placere en fordelingsstation på et areal nordvest for banens krydsning med Hønnerupvej.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er myndighed for behandling af sager om vurdering af virkning på miljøet i forbindelse med statslige jernbaneprojekter, jf. kapitel 6a i jernbaneloven med senere ændringer, herunder lov nr. 658 af 8. juni 2016 om ændring af lov om offentlige veje m.v., jernbaneloven og forskellige andre love.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen skal screene projekter for VVM-pligt i medfør af § 38 d, i jernbaneloven med senere ændringer, herunder lov nr. 658 af 8. juni 2016 om ændring af lov om offentlige veje m.v., jernbaneloven og forskellige andre love.

Endvidere skal det vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet, jf.  §1 a og § 1 c i bekendtgørelse nr. 451 af 8. maj 2017 om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter, med senere ændringer[1].

Inden Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 17. juni til vvm@tbst.dk cc nave@tbst.dk med henvisning til journalnummer TS50802-00045.

Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.



[1] BEK nr. 53 af 22/01/2018 om ændring af bekendtgørelse om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) af statslige vej- og jernbaneprojekter.