Trafikstyrelsen har den 06.03.2025 modtaget ansøgning fra Vejdirektoratet om ændring af det sydlige udfletningsanlæg for 3. Limfjordforbindelse. Ansøgningen vedrører en ændring af den sydlige udfletning fra E45 fra st. 102.000 syd for dalbroen i Østerådalen og til st. 98.000 nord for tilslutningsanlæg 29 Svenstrup.
Anlægsarbejdet forventes påbegyndt d. 01.januar 2027 og forventes afsluttet d. 31. december 2034.
Projektet er omfattet af lov om anlæg af en tredje Limfjordsforbindelse (LOV nr 624 af 11/06/2024). Jf. lovens § 3 ”Anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1 og 2, skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets påvirkninger på miljøet, jf. kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v.”
Trafikstyrelsen er myndighed for behandling af sager om vurdering af virkning på miljøet i forbindelse med statslige vejprojekter, jf. kapitel 2 a i vejloven (LBK nr. 435 af 24/04/2024 af lov om offentlige veje m.v.). Projektet er omfattet af bekendtgørelsens bilag 2 10e og 13a. Trafikstyrelsen skal derfor screene projektet for VVM-pligt i medfør af § 17 d i samme lovbekendtgørelse.
Endvidere skal det vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet, jf. §1 a og § 1 c i ”Bekendtgørelse nr. 451 af 08/05/2017 om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter”, med senere ændringer.
Nærmeste Natura 2000-område er område nr. 18 ”Rold Skov, Lidenborg Ådal og Madum Sø” - 6,5 km i fugleflugt fra projektområdet. Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket.
Projektet er beliggende ved vandområde nr. o_8934_c” Østerå”. Trafikstyrelsen vurderer på baggrund af den supplerende miljøkonsekvensrapport, at projektet ikke vil medføre en midlertidig eller permanent forringelse af kvalitetselementernes tilstand, forringelse af vandområdets økologiske- og kemiske tilstand samt at projekt ikke er til hindre for målopfyldelse.
Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 27-04-2025 til vvm@trafikstyrelsen.dk, cc louj@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2025-232516.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar, samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse. Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.