2025-254179

Ændringer til projektet omkring ombygning af Aarhus H., herunder at erstatte jordarbejder med spuns-arbejde i forbindelse med arbejderne ved Broen L

04-12-2025

Banedanmark har ansøgt om ændringer til projektet omkring ombygning af Aarhus H., herunder at erstatte jordarbejder med spuns-arbejde i forbindelse med arbejderne ved Broen L. Ændringen er foranlediget af, at spunsløsningen skaber større geoteknisk stabilitet og er vurderet nødvendig af Banedanmarks rådgiver.

Til hørings- og orienteringsparter

Banedanmark har ansøgt om ændringer til projektet omkring ombygning af Aarhus H., herunder at erstatte jordarbejder med spuns-arbejde i forbindelse med arbejderne ved Broen L. Ændringen er foranlediget af, at spunsløsningen skaber større geoteknisk stabilitet og er vurderet nødvendig af Banedanmarks rådgiver.

Anlægsarbejdet forventes påbegyndt d. 8. december 2025 og forventes afsluttet d. 12. april 2026.

Trafikstyrelsen er myndighed for ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet jf. § 5 i Lov om ombygning af Aarhus H (LOV nr. 565 af 10/05/2022). Det følger af § 5, at reglerne om ændringer eller udvidelser af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter i kapitel 6 a i jernbaneloven (LBK nr. 1091 af 11/08/2023 af jernbaneloven) og regler udstedt i medfør heraf skal anvendes.

Projektet er omfattet af jernbanelovens bilag 2, punkt 13a. Trafikstyrelsen skal derfor screene projektet for VVM-pligt i medfør af § 38 d i samme lovbekendtgørelse.

Endvidere skal det vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet jf.  § 1 a og § 1 c i bekendtgørelse nr. 451 af 08/05/2017 om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter”, med senere ændringer.

Nærmeste Natura 2000-område er område nr. 233 Brabrand Sø med omgivelser, som er beliggende ca. 900 m fra projektområdet. Området er udpeget på grund af to store næringsrige søer samt arealer med rigkær. Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket.

Der vil i forbindelse med jordarbejderne ved Broen L eventuelt være behov for tørholdelse/midlertidig grundvandssænkning afhængigt af det aktuelle vandspejl på udgravningstidspunktet.

Jernbanen ligger på strækningen ved Broen L langs Aarhus Å, som har vandområde ID o3201, og er målsat med miljømålet ”Godt økologisk potentiale” og ”God kemisk tilstand”. Der sker ikke nogen fysisk påvirkning af Aarhus Å fra spunsarbejderne, lige som der ikke udledes til åen i forbindelse med spunsarbejderne.

Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at projektet vil medføre en midlertidig eller permanent forringelse af kvalitetselementernes tilstand, forringelse af vandområdets økologiske- og kemiske tilstand samt at projekt ikke er til hindre for målopfyldelse.

Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 10. november 2025 til vvm@trafikstyrelsen.dk cc nave@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2025-254179.

Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar, samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.

Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.