JOURNALNUMMER 2025-261633

Terrænmæssig landskabstilpasning ved Ny Bane over Vestfyn

22-07-2025

Vejdirektoratet har ansøgt om en projektændring til Ny Bane over Vestfyn som vedr. placering af projektjord.

Vejdirektoratet har d. 10. juli 2025 ansøgt om en projektændring til By Bane over Vestfyn.

Projektet ”Ny Bane over Vestfyn” blev vedtaget ved anlægslov i 2019. Trafikstyrelsen har i 2023 afgjort at en række projektændringer til Ny Bane over Vestfyn ikke var VVM-pligtigt. En af disse ændringer var muligheden for placering af projektjord op til 3,5 m. mellem bane og motorvej samt ved landbrugsjord langs banen (den konkrete projektændring vedlægges høringen).

I den efterfølgende projektering og landskabstilpasning har behovet for landskabstilpasning medført, at projektjorden i et vist omfang skal placeres i en højde over 3,5 meter. Nærværende projektændring vedr. specifik denne terrænmæssig landskabstilpasning.

Trafikstyrelsen er myndighed ved etablering, udvidelse og ændring af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter jf. jernbaneloven (LBK nr. 1091 af 11/08/2023, Bekendtgørelse af jernbaneloven). Projektet er omfattet af bekendtgørelsens bilag 2, 13a. Trafikstyrelsen skal derfor screene projektet for VVM-pligt i medfør af § 38 d i samme lovbekendtgørelse.

Endvidere skal det vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet jf.  §1 a og § 1 c i ”Bekendtgørelse nr. 451 af 08/05/2017 om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter”, med senere ændringer.

Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest d. 28. august. 2025 til vvm@trafikstyrelsen.dk cc tmsj@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2025-261633.

Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar, samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.

Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.