JOURNALNUMMER 2025-258592

Toiletbygning ifm. ny udsigtsfacilitet

15-07-2025

Femern A/S planlægger at etablere en toiletbygning ifm. udsigtsfaciliteten ”Pilen”.

Trafikstyrelsen har den 26.06.2025 modtaget ansøgning fra Femern A/S om etablering af toiletbygning ifm. ny udsigtsfacilitet.

I forbindelse med den tidligere godkendte projektændring, udsigtsfacilitet ”Pilen”, planlægger Femern A/S at etablere en toiletbygning ifm. udsigtsfaciliteten.

Trafikstyrelsen er myndighed for behandling af sager om vurdering af virkning på miljøet (VVM) ift. ændringer i projektet om en fast forbindelse over Femern Bælt og tilhørende landanlæg, jf. § 7-9 Femernloven samt tilhørende VVM-bekendtgørelse. Styrelsen skal derfor vurdere, hvorvidt der i forhold til det oprindelige projekt skal udarbejdes en yderligere miljøkonsekvensvurdering af ændringsprojektet samt om der skal udarbejdes en yderligere konsekvensvurdering af Natura 2000-områder.

Endvidere skal det vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet, jf.  §1 a og § 1 c i bekendtgørelse nr. 451 af 8. maj 2017 om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter, med senere ændringer.

Det er styrelsens indledende vurdering at projektet ikke medfører væsentlige negative påvirkninger på miljøet og projektændringen er indenfor rammerne af de miljøvurderinger som er foretaget i forbindelse med anlægsloven og tilhørende projektændringer.  

Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig negativ indvirkning på miljøet.

I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 18. august 2025 til vvm@trafikstyrelsen.dk cc tmsj@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2025-258592