JOURNALNUMMER 2025-249542

Renovering af Flådestationen i Korsør

25-05-2025

Formålet med projektet er en gennemgribende renovering og opgradering af Flådestation Korsør.

Trafikstyrelsen har den 9. maj 2025 modtaget ansøgning fra SWECO på vegne af Korsør Havn om renovering på Flådestation Korsør.

 

Formålet med projektet er en gennemgribende renovering og opgradering af Flådestation Korsør. De vest- og østlige bassiner i vesthavnen er i meget dårlig forfatning, og kajvæggene er i så dårlig stand, at det påvirker den operative drift i negativ grad. Det er er således begrænsninger på kørsel med forsyninger til fartøjerne og mobilkraner kan kun operere med store begrænsninger langs kajerne.

Anlægsarbejdet forventes påbegyndt d. 1. oktober 2025 og forventes afsluttet d. 23. december 2025.

Trafikstyrelsen er myndighed for behandling af sager om etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning på søterritoriet i havne, jf. § 2 i lov om havne jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 23. maj 2012.

Trafikstyrelsen er ligeledes myndighed for screening for VVM-pligt for projekter i erhvervshavne jf. § 7 og § 13 i bekendtgørelse nr. 517 af 24. marts 2021 om vurdering af virkning på miljøet i forbindelse med projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administrationen af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havn.

Endvidere skal det efter samme bekendtgørelse vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet.

Nærmeste marine Natura 2000-område er område nr. 116 Centrale Storebælt og Vresen beliggende ca. 570 meter i fugleflugt fra projektområdet. Natura 2000-område nr. 116 er udpeget på baggrund af tilstedeværelsen af sandbanke (1110), lagune (1150), bugt (1160), rev (1170), strandvold med enårige og flerårige planter (1210 og 1220), kystklint/klippe (1230), og marsvin (1351. Nærmeste terrestriske Natura 2000-område ligger ca. 12 km væk.

Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket.

Projektet er beliggende i vandområde nr. 206 Smålandsfarvandet, åbne del. Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at projektet vil medføre en midlertidig eller permanent forringelse af kvalitetselementernes tilstand, forringelse af vandområdets økologiske- og kemiske tilstand samt at projekt ikke er til hindre for målopfyldelse.

Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 19. juni 2025 til VVM@trafikstyrelsen.dk cc nave@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2025-249542.

Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse. De indkomne høringssvar oversendes til bygherre.

Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.