Trafikstyrelsen har modtaget vedhæftede ansøgning d. 08. oktober 2025 fra Byggeselskabet Mogens de Linde om projektændring til eksisterende tilladelse af Kystdirektoratet d. 19. november 2024. j. nr. 22/22977-53[1] om etablering af afviserpæle og op til 8 husbåde i Arsenalgraven. Bygherre ønsker at afviserpælene etableres som stålpæle i stedet for træpæle.
I tilladelsen af 19.november 2024 fremgår det i vilkår 1, at ”Udformningen og etableringen af anlæggene ske i overensstemmelse med det ansøgte.” samt i vilkår 2, at ”Der ikke uden Kystdirektoratets tilladelse foretages udvidelser eller ændringer af anlæggene eller anlægsmetoderne”.
I forbindelse med bekendtgørelse om afgrænsning af Københavns Havns søområde[2] er søterritoriet ved Arsenalgraven overgået til Københavns Havns søområde.
Trafikstyrelsen er myndighed for etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning inden for Københavns Havns søområde, jf. § 24, stk. 4, i lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By og Havn I/S.
Projektændringen kræver derfor tilladelse fra Trafikstyrelsen.
Kystdirektoratet har i tilladelse af 19.november 2024 vurderet, at det samlede projekt ikke er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2.
Trafikstyrelsen vurderer i forlængelse heraf, at projektændringen ikke er omfattet af VVM-bekendtgørelse for havnes[3] bilag 1 eller 2.
Nærmeste marine Natura 2000-område er område nr. 142 (Saltholm og omliggende hav) og nr. 143 (Vestamager og havet syd for) beliggende hhv. 6,6 og 5,2 km fra projektområdet. Natura 2000-område nr. 142 er udpeget på baggrund af væsentlig tilstedeværelse af naturtyper og arters levesteder: sandbanke, strandeng og tilstedeværelsen af spættet sæl samt bl.a. ynglefuglene edderfugl, bramgås, almindelig ryle, brushane, klyde, dværgterne og havterne og trækfuglene grågås, knopsvane, pibeand og havørn. Natura 2000-område nr. 143 er udpeget på baggrund af en væsentlig tilstedeværelse af sandbanke, lagune, bugt, strandeng, grå/grøn klit og levesteder for ynglefuglene klyde, havterne, dværgterne, almindelig ryle og trækfugle som fiskeørn, vandrefalk og lille skallesluger.
Projektet er beliggende i kystvandområde nr. 6 ” Nordlige Øresund”. Nordlige Øresund er udpeget med miljømålsætningerne ”god økologisk tilstand” og ”god kemisk tilstand”. Samlet økologisk tilstand er vurderet som ”moderat økologisk tilstand” og den kemiske tilstand er vurderet ”Ikke-god kemisk tilstand”.
Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.
I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 5. november 2025 til louj@trafikstyrelsen.dk cc VVM@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2025-276070.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.
De indkomne høringssvar oversendes til bygherre.
Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.
[1] Kystdirektoratet, ”Tilladelse til etablering af afviserpæle og op til 8 husbåde i Arsenalgraven, ud for matr.592 Christianshavns Kvarter, Holmen, København K” af 19. november 2024. j. nr. 22/22977-53.
[1] BEK nr. 278 af 12/03/2025 om afgrænsning af Københavns Havns søområde
[1] BEK nr. 855 af 02/06 2025 om vurdering af virkning på miljøet af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne1)
[1] Kystdirektoratet, ”Tilladelse til etablering af afviserpæle og op til 8 husbåde i Arsenalgraven, ud for matr.592 Christianshavns Kvarter, Holmen, København K” af 19. november 2024. j. nr. 22/22977-53.
[2] BEK nr. 278 af 12/03/2025 om afgrænsning af Københavns Havns søområde
[3] BEK nr. 855 af 02/06 2025 om vurdering af virkning på miljøet af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne1)