De eksisterende konstruktioner i området mellem kaj 109 og 113 er nedbrudt og derfor en sikkerhedsmæssig risiko. Formålet med projektet er, at etablere en ny kajkonstruktion foran disse konstruktioner. I området bag ved kajen opfyldes med friktionsmateriale og etableres en plads. Det eksisterende fyr på kaj 109 nedlægges og der skal ligeledes etableres en traditionel spunsvægskaj med 1 anker niveau.
Anlægsarbejdet forventes påbegyndt den 1. marts 2026 og forventes afsluttet den 31. oktober 2026.
Trafikstyrelsen er myndighed for behandling af sager om etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning på søterritoriet i havne, jf. § 2 i lov om havne jf. lovbekendtgørelse nr. 116 af 25. januar 2024.
Trafikstyrelsen er ligeledes myndighed for screening for VVM-pligt for projekter i erhvervshavne jf. § 7 og § 13 i bekendtgørelse nr. 855 af 2. juni 2025 om vurdering af virkning på miljøet af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administrationen af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havn. Projektet er omfattet af VVM-bekendtgørelse for havne bilag 2 punkt 13 a. Trafikstyrelsen skal derfor træffe afgørelse om, hvorvidt projektet er omfattet af VVM-pligt. Endvidere skal det efter samme bekendtgørelse vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet.
Nærmeste marine Natura 2000-område er område nr. 234 ”Giber A, Enemærket og Skåde Havbakke” cirka 4 km i fugleflugt fra projektområdet. Området er udpeget for særligt prioriteret arter som kalkoverdrev, kildevæld, surt overdrev, elle- og askeskov og skovbevoksende tørvemose. Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket.
Projektet er beliggende i vandområde nr. 147 ”Aarhus Bugt og Begtrup Vig”. Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at projektet vil medføre en midlertidig eller permanent forringelse af kvalitetselementernes tilstand, forringelse af vandområdets økologiske- og kemiske tilstand samt at projekt ikke er til hindre for målopfyldelse, grundet projektets beliggenhed og omfang.
Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 1. oktober 2025 til VVM@trafikstyrelsen.dk cc ntei@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2025-253529.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse. De indkomne høringssvar oversendes til bygherre.
Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.