Trafikstyrelsen har den 27. august modtaget ansøgning fra Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) om at opføre en ny redningsstation, tilhørende bådrampe og flydebro på Esbjerg Havn i området for trafikhavnen øst for Auktionsgade og Tankbrovej.
Anlægsarbejdet forventes påbegyndt sommer 2026 og forventes afsluttet sommer 2027.
Trafikstyrelsen er myndighed for behandling af sager om etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning på søterritoriet i havne, jf. § 2 i lov om havne jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 23. maj 2012.
Trafikstyrelsen er ligeledes myndighed for screening for VVM-pligt for projekter i erhvervshavne jf. §7 og §13 i bekendtgørelse nr. 517 af 24. marts 2021 om vurdering af virkning på miljøet i forbindelse med projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administrationen af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havn.
Endvidere skal det efter samme bekendtgørelse vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet.
Nærmeste marine Natura 2000-område er område nr. 89 ”Vadehavet” ca. 760 meter fra projektområdet. Natura 2000-området er udpeget som 4 habitatområder og 10 fuglebeskyttelsesområder. Området er udpeget for at beskytte Vadehavet, som bl.a. er et af de vigtigste vådområder for vandfugle, der benytter den østatlantiske trækrute og har endvidere betydning som levested for havpattedyr som sæler og marsvin, laksefisken snæbel og flere arter af lampretter. Natura 2000-området er også specielt udpeget for at beskytte en række naturtyper.
Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket.
Projektet er beliggende i vandområde nr. 121 ”Grådyb”. Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at projektet vil medføre en midlertidig eller permanent forringelse af kvalitetselementernes tilstand, forringelse af vandområdets økologiske- og kemiske tilstand samt at projekt ikke er til hindre for målopfyldelse.
Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 1. oktober 2025 til VVM@trafikstyrelsen.dk cc nave@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2025-266360.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse. De indkomne høringssvar oversendes til bygherre.
Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.