Senere på året kommer der krav til cybersikkerheden for en lang række transportaktører, når NIS2-loven forventes at træde i kraft i Danmark den 1. juli 2025.
Vi ved, at implementeringen kan give anledning til spørgsmål, og derfor inviterer Trafikstyrelsen til informationsmøde for transportbranchen.
Du kan derfor sætte kryds i kalenderen tirsdag den 3. juni 2025, kl. 10-12. Informationsmødet finder sted i Trafikstyrelsens lokaler på Carsten Niebuhrs Gade 43 i København.
På mødet vil du høre om, hvilke aktører der bliver omfattet, de vigtigste krav og hvad du skal gøre, samt hvilken rolle Trafikstyrelsen kommer til at få som myndighed.
Oplysninger om program og tilmelding følger i et senere nyhedsbrev og offentliggøres på Trafikstyrelsen hjemmeside.
Hvad er NIS2-loven?
NIS2-loven implementerer NIS2-direktivet, hvis formål er at styrke og ensarte cybersikkerheden og modstandsdygtigheden over for cybertrusler på tværs af EU.
Den nye NIS2-lov omfatter virksomheder inden for en lang række sektorer, som anses for at være kritiske for samfundet, samt offentlige myndigheder.
På www.trafikstyrelsen.dk/NIS2 kan du læse mere om direktivet i forhold til transportområdet og se, hvem der er omfattet. Teksten opdateres løbende.
Der kan du også tilmelde dig Trafikstyrelsens nyhedsbrev om NIS2.