Nye regler for flyvebesætninger og radiokommunikation

18-12-2025

Den 1. januar 2026 træder nye udgaver af bestemmelserne BL 6-01 og BL 6-08 i kraft. Formålet med de opdaterede bestemmelser er at ajourføre, samle og tydeliggøre de gældende regler for flyvebesætninger og radiokommunikation i civil luftfart, så de bliver lettere at anvende og afspejler de internationale standarder.

Den 1. januar 2026 træder opdaterede regler i kraft i BL 6-01 for uddannelse og verificering af færøske og grønlandske flybesætninger. Samtidig træder en opdateret udgave af BL 6-08 i kraft for alle, der anvender radio til kommunikation i den civile luftfart, f.eks. piloter, flyveledere og mekanikere.

Det overordnede formål med ændringerne i bestemmelserne er at præcisere reglerne samt gøre dem nemmere at anvende for luftfartsbranchen.

Du finder BL 6-01 her.

Du finder BL 6-08 her.

Opdaterede regler for flyvebesætninger i Danmark, Færøerne og Grønland

Regelsættet i den nye bestemmelse BL 6-01, 3. udgave indeholder opdaterede regler for de nationale flyvebesætninger, som ikke er omfattet af EU’s FCL-regler. FCL-reglerne er et fælles europæisk regelsæt for, hvordan piloter og andre flyvebesætningsmedlemmer uddannes, vurderes og certificeres.

Formålet med opdateringen er at ajourføre de nationale regler, så alle piloter i Rigsfællesskabet fra den 1. januar 2026 lever op til de samme krav for uddannelse og kompetencer.

De nye regler indeholder blandt andet opdaterede krav til uddannelse af piloter og andre luftfartsbesætningsmedlemmer, svarende til de krav, der allerede gælder for personale omfattet af de europæiske regler.

Der blive fx indført tydeligere krav til brugen af simulatorer og kompetencebaseret træning under uddannelsen af luftfartspersonale. Det betyder, at simulatortræning får en større rolle i uddannelsen og skal styrke piloternes håndtering af nødsituationer.

Opdaterede regler for radiocertifikater

Radiokommunikation er en central del af en sikker drift i den civile luftfart. Den reviderede version af bestemmelsen i BL 6-08, 5. udgave har til formål at skærpe samt tydeliggøre reglerne for radiokommunikation med henblik på fortsat at sikre driften af civil luftfart, både nu og i fremtiden.

Det opdaterede regelsæt viderefører de eksisterende krav fra tidligere udgaver af BL 6-08, men præsenterer dem nu i en mere struktureret og overskuelig form med bedre sammenhæng mellem nationale og internationale krav på området.

De nye regler indebærer blandt andet opdaterede krav til uddannelse, teoriprøver og praktiske radioprøver, som skal højne kvaliteten og standardiseringen af uddannelsen og de sproglige kompetencer hos det personale, der skal erhverve radiocertifikater til brug i deres arbejde i civil luftfart.

Bestemmelserne for radiocertifikater træder i kraft den 1. januar 2026. Visse bestemmelser har dog først virkning fra den 1. juli 2026 for at give skoler og organisationer tid til at tilpasse uddannelser og procedurer.

Høringsprocessen

Trafikstyrelsen gennemførte i oktober og november 2025 en offentlig høring om udkastene til BL 6-01 og BL 6-08.

Høringsnotatet og alle indkomne høringssvar kan læses på Høringsportalen her.



FAKTA: Øvrige ændringer i BL 6-01, 3. udgave

  • EU-ændringer er nu samlet ét sted. BL 6-01 er opdateret, så den nu indeholder de relevante ændringer til EU’s FCL-regler siden 2020. Det betyder, at piloter og skoler på Færøerne og i Grønland følger de samme materielle rammer som i Danmark, uden at skulle holde styr på flere løbende ændringsforordninger.
  • En række definitioner og henvisninger er opdateret for at øge klarhed og sammenhæng. Det fremgår tydeligere, hvem der er omfattet af hvilke bestemmelser.
  • Bestemmelserne om instruktørers og eksaminatorers kvalifikationer, vedligeholdelse og fornyelse er tydeliggjort. Det understøtter ensartet kvalitet i uddannelse og prøver på tværs af skoler.
  • Bestemmelserne for, hvornår og hvordan simulator (f.eks. FFS/FSTD) kan og skal indgå i uddannelse og træning, er ajourført i lyset af ændringer i FCL-forordningen. Det sikrer, at kravene til simulatorbaseret træning fremgår mere klart, og at brugen af simulatorer kan tilpasses uddannelsens indhold og sikkerhedsmæssige hensyn.
  • Reglerne understøtter, at undervisningen bedre kan tilpasses elevens konkrete niveau og progression. Instruktører kan i højere grad fokusere på de områder, hvor eleven har størst behov for træning, og ikke kun på faste timekrav.
  • Læringsmål, teoriundervisning og praktiske prøver er harmoniseret, så de i højere grad tester de samme kompetencer – herunder procedurer, navigationsfærdigheder og håndtering af særlige situationer.
  • Kravene til uddannelse og vedligeholdelse af kompetencer for kabinebesætning og flyvemedicinsk personale er ajourført i overensstemmelse med de seneste ICAO- og EASA-standarder.
  • Struktur, sprog og henvisninger er strammet op, så BL 6-01 er lettere at anvende i praksis

FAKTA: Øvrige ændringer i BL 6-08, 5. udgave

  • Flere definitioner og henvisninger er justeret, bl.a. mht. BL 7-14, EU-SERA og telemyndighedens frekvensregler. Det sikrer bedre sammenhæng og gør det tydeligere, hvilket regelsæt der gælder i hvilke situationer.
  • Tidligere tekst om 30 MHz-grænsen er fjernet og erstattet af en samlet henvisning til telemyndighedens bekendtgørelse om anvendelse af radiofrekvenser. Dermed findes reglerne om frekvensanvendelse ét sted, og risikoen for misforståelser reduceres.
  • Bestemmelserne er skærpet og tydeliggjort, så kravene til udstyr, dokumentation, tovejsprøver og simulatorbaseret træning fremgår mere klart. Det giver skoler og organisationer et mere sikkert grundlag for planlægning og tilsyn.
  • Et nyt informationstillæg samler de tekniske krav til prøveafholdelse, udstyr og dokumentation. Det erstatter og samler tidligere vejledningsmateriale og gør det nemmere at sikre en korrekt og ensartet prøvegennemførelse.
  • Der stilles større krav til dokumentation af sproglige kompetencer, standardisering og løbende vedligeholdelse af assessorernes kvalifikationer. Det skal sikre mere ensartede og pålidelige sprogpåtegninger på tværs af FCL- og ATS-området.
  • Præcisering af forskellen mellem ATS-personale med ATS-certifikat, der opnår radiorettigheder som en integreret del af deres ATS-uddannelse, og personale uden ATS-certifikat, der kan erhverve et GEN-ATS-radiocertifikat til brug for radiokommunikation i tilknytning til en ATS-enhed. Bestemmelsen tydeliggør dermed, hvilke uddannelsesforløb og radiorettigheder der gælder for de to grupper.
  • Overgangsreglerne slår fast, at eksisterende radiocertifikater og sprogpåtegninger bevarer deres gyldighed, og at visse FCL- og ATS-relaterede krav først får virkning fra den 1, juli 2026. Det giver skoler og organisationer tid til at justere uddannelsesprogrammer og interne procedurer.
  • Formuleringer og struktur er forbedret igennem hele BL’en, så reglerne er lettere at læse og anvende i den daglige drift og ved tilsyn.