Reglerne for afmærkning af vindmøller og andre luftfartshindringer opdateres

10-12-2025

Den 1. januar 2026 træder en ny udgave af BL 3-10 i kraft, som har til formål at samle og opdatere reglerne for afmærkning af luftfartshindringer i ét samlet regelsæt. Dette skal gøre det lettere at navigere i bestemmelserne for afmærkning af luftfartshindringer, og gøre reglerne mere overskuelige og anvendelige.

Efter nytår skal man alene orientere sig i ét regelsæt, når man ønsker at opstille en luftfartshindring, som f.eks. en vindmølle, en mast eller en meget høj bygning, der kan udgøre en risiko for fly og helikoptere.

Reglerne om afmærkningen af luftfartshindringer i form af bl.a. farver, flag og hindringslys i bestemmelserne, BL 3-10 og BL 3-11, samt den tilhørende vejledning, samles nu i ét samlet og opdateret regelsæt, nemlig den nye BL 3-10, 3. udgave.

Du finder den nye BL 3-10 her.

Opdaterede regler for afmærkning af vindmøller

Det nye regelsæt indeholder blandt andet opdaterede regler for afmærkning af vindmøller, hvor der fra den 1. januar 2026 vil være ensartede krav til lysstyrken på lamperne, der sidder på   alle kommende vindmøller, der er mellem 100 og 315 meter høje, uanset om de er på land eller på vand. 

Afmærkningskravet for vindmøller med en totalhøjde på 100 meter til og med 150 meter skærpes, så der fremover skal anvendes middelintensivt blinkende lys i stedet for lavintensivt lys. Ændringen i reglerne harmoniserer de danske regler for luftfartsafmærkning med internationale regler på området. Allerede godkendte vindmøller bevarer deres gyldighed, og det nye krav gælder derfor kun vindmøller, som ønskes opført efter den 1. januar 2026. Der forventes dog ikke længere at blive opstillet særligt mange vindmøller under 150 meter.

Den nye udgave af BL 3-10 indfører også nye bestemmelser for afmærkning af meget høje vindmøller, som gør det muligt, at der nu kan opføres vindmøller i en højde på 315 meter eller derover, hvilket ikke tidligere har været muligt i de hidtil gældende bestemmelser. Bestemmelserne indføres på Trafikstyrelsens egen foranstaltning for at understøtte den teknologiske udvikling i vindmølleteknologi, som på sigt vil medføre højere vindmøller, men uden at man går på kompromis med luftfartssikkerheden.

Videre proces for behovsstyring af hindringslys

Trafikstyrelsen lagde tidligere på året op til, at det med den nye BL 3-10 vil blive muligt at slukke for det primære hindringslys på vindmøller om natten, når der ikke er luftfartøjer i nærheden. Der blev ligeledes lagt op til at indføre krav om kugleformede markører på barduner, som er de stålwires, som holder master opretstående.

Trafikstyrelsen har på baggrund af de indkomne høringssvar i forbindelse med den offentlige høring valgt at tage disse bestemmelser ud af den endelige udgave af BL 3-10, 3. udgave, da de tekniske krav i bestemmelserne skal undersøges nærmere. Reglerne forventes indført i regelsættet i løbet af 2026. 

Høringsnotatet kan tilgås her.

Digital løsning til ansøgning om luftfartshindringer

I forbindelse med opdateringen af reglerne om luftfartshindringer, lancerede Trafikstyrelsen tidligere på året en ny digital løsning, som skal gøre det simplere at lave en ansøgning om godkendelse af luftfartshindringer til Trafikstyrelsen. Dette skal sikre hurtigere sagsbehandling og færre fejl, når virksomheder skal ansøge om godkendelse af nye luftfartshindringer.

Den digitale blanket kan tilgås her.

FAKTABOKS: Øvrige ændringer i BL 3-10

  • Bestemmelserne er flere steder præciseret for at øge klarheden og brugervenligheden.
  • En række definitioner er blevet slettet eller justeret for at sikre korrekt forståelse af begreberne.
  • Der skal ske færdigmelding af alle hindringer til Trafikstyrelsen for at skabe overblik og kunne opdatere databasen over luftfartshindringer.
  • Driftsbestemmelserne er blevet udspecificeret, og der indføres krav om et overvågningssystem baseret på lysintensitet frem for hindringens højde. Afsnittet præciserer desuden, hvilke minimumskrav der gælder for sådanne systemer.
  • Bestemmelserne vedr. hindringer på offentlige eller godkendte flyvepladser, er målrettet flyvepladsoperatører og overføres derfor til BL 3-1 A. Den nye BL 3-1 A kan findes her.
  • Der indføres nye regler for afmærkning af tøjrede drager og balloner, hvilket har til hensigt at reducere risikoen for kollisioner med luftfartøjer og give mulighed for, at der kan flyves med balloner og drager om natten, hvilket ikke har været muligt efter tidligere regler.