Problemer med visning af dokumenter
Vi oplever i øjeblikket problemer med visning af flere dokumenter. Vi arbejder på at udbedre fejlen.
Tusindvis af danskere flyver de kommende uger på vinterferie, og mange har allerede planlagt både påske og sommerferie. Men hvad nu, hvis dit flyselskab pludselig aflyser flyet? Så er det vigtigt, at du kender dine rettigheder. Sådan lyder det fra Trafikstyrelsen sammen med Forbrugerrådet Tænk og Forbruger Europa.

Pludselige ændringer er en tilbagevendende udfordring i luftfarten, hvor passagerer fra tid til anden oplever aflysninger eller forsinkelser. Hvis uheldet er ude, er det derfor vigtigt at vide, at man har bestemte rettigheder som flypassager.
Det er budskabet fra Trafikstyrelsen, der behandler klager fra flypassagerer i Danmark. For tiden kommer der mange henvendelser fra bekymrede borgere om aflyste flyafgange. Det fortæller kontorchef Line Elikofer:
”I øjeblikket ser vi det for eksempel med Ryanair, som har aflyst en stribe af rejser i marts og april. Der er det vigtigt som passager at vide, at man har ret til at få pengene tilbage eller få en anden flybillet,” siger hun.
Derudover kan man have ret til forplejning og indkvartering, hvis det bliver nødvendigt. Hvis aflysningen sker med kort varsel, kan passagerer også have ret til kontant kompensation.
Risikerer at gå glip af det, de har krav på
Hos Forbrugerrådet Tænk bakker Vibeke Myrtue Jensen, der er politisk rådgiver, op om budskabet:
”Vi har heldigvis en række rettigheder som flypassager, så vi vil altid opfordre forbrugerne til at sørge for at bruge dem. Det er særligt vigtigt at holde sig for øje, at man har ret til at komme afsted ved førstgivne lejlighed på den oprindelige rute. Flyselskaber som Ryanair skal i første omgang have mulighed for at ombooke dig, og kan de ikke det, så skal de dække rimelige merudgifter for nye billetter. Så selvom flyet er aflyst, så behøver ferien ikke være det," siger hun.
Den holdning gælder også hos Forbruger Europa, der vejleder borgere om deres rettigheder:
"Vi ser desværre ofte i situationer som den med Ryanair, at flyselskaberne ikke er gode nok til at oplyse passagererne om deres rettigheder. Det betyder, at passagerer risikerer at gå glip af det, de faktisk har krav på. Hos Forbruger Europa oplever vi jævnligt sager, hvor passagerer selv må tage kampen op for at blive ombooket, selvom reglerne er klare,” siger Lars Arent, direktør i Forbruger Europa.
Du kan se, hvordan du klager, på Trafikstyrelsens hjemmeside flypassager.dk.
Du kan også læse mere hos Forbrugerrådet Tænk og Forbruger Europa:
Fakta: Trafikstyrelsens anbefalinger ved aflysning
Fakta: Flypassagerrettigheder