Nyt om NIS 2: Loven træder i kraft

01-07-2025

I dag træder NIS 2-loven, Danmarks nye lov om cybersikkerhed, i kraft. De virksomheder, der er omfattet af loven, skal selv registrere sig senest 1. oktober 2025.

Den 1. juli 2025 er en markant dato for dansk cybersikkerhed. I dag træder NIS 2-loven i kraft, og dermed bliver flere virksomheder omfattet af nye fælles EU-regler for cybersikkerhed.

Det gælder også blandt landets transportaktører, hvor langt flere vil være omfattet end af forgængeren NIS 1.

Loven kræver, at omfattede virksomheder senest 1. oktober skal registrere sig på virk.dk. Dermed ligger der en opgave forude for de virksomheder, som endnu ikke har afklaret, om de er omfattet. Styrelsen for Samfundssikkerhed har lavet en guide til vurderingen.

Registreringerne skal sikre et overblik over de virksomheder, som er omfattet af loven. Man modtager en kvittering fra virk.dk, når man registrerer sig.

Efter fristens udløb vil virksomheden modtage en bekræftelse fra Trafikstyrelsen, der vil være tilsynsmyndighed på transportområdet. Det omfatter luftfartsområdet, jernbaneområdet, havne og havnefaciliteter, vejmyndigheder og ITS-tjenesteudbud samt post- og kurertjenester.

Hændelser skal indberettes allerede fra i dag

Fordi loven træder i kraft i dag, skal omfattede virksomheder allerede nu underrette myndighederne, hvis der sker væsentlige cybersikkerhedshændelser.

Det gælder, selvom omfattede virksomheder har tre måneder til at registrere sig. Underretning skal ske på virk.dk.

En vejledning om underretning findes på Styrelsen for Samfundssikkerheds hjemmeside, samsik.dk/nis2, hvor der også findes flere andre vejledninger til loven.

Hvad er NIS 2-loven?

Den nye NIS 2-lov implementerer NIS 2-direktivet, hvis formål er at styrke og ensarte cybersikkerheden og modstandsdygtigheden over for cybertrusler på tværs af EU.

NIS 2-loven omfatter virksomheder inden for en lang række sektorer, som anses for at være kritiske for samfundet, samt offentlige myndigheder.

Loven stiller en række krav om risikovurdering og sikkerhedsledelse, passende cybersikkerhedstiltag og underretning om væsentlige hændelser.

På www.trafikstyrelsen.dk/NIS2 kan du læse mere om loven i forhold til transportområdet. Teksten opdateres løbende.