Hirtshals Havn har ansøgt Trafikstyrelsen om tilladelse til at forlænge Vestmolen. Havnen oplyser i ansøgningen, at den gennem de seneste år har gennemgået en udvikling, der stiller nye krav til havnens indsejling. Skibene, der anløber havnen, er blevet større, og havnen forventer, at denne udvikling vil fortsætte i de kommende år.
Den nuværende bredde på indsejlingen begrænser adgangen for større skibe, hvilket kan påvirke både eksisterende og potentielle kunder. For at sikre fortsat sikker og effektiv sejlads planlægger Hirtshals Havn derfor at forlænge den eksisterende Vestmole med 350 meter. Når projektet er færdigt, vil molen have en samlet længde på 775 meter.
Da udvidelsen kræver myndighedsgodkendelse, har Hirtshals Havn udarbejdet en miljøkonsekvensrapport, som er indsendt til Trafikstyrelsen. Som ansvarlig myndighed for godkendelse af havneudvidelsen sender Trafikstyrelsen rapporten i offentlig høring.
Den offentlige høring foregår til og med 24. oktober 2025. Miljøkonsekvensrapporten og tilhørende dokumenter er tilgængelige på Trafikstyrelsens hjemmeside.
Eventuelle bemærkninger eller høringssvar kan sendes til VVM@trafikstyrelsen.dk med cc til tmsj@trafikstyrelsen.dk.