Høring: Nyt luftrum omkring Nuuk med flyveledelse

04-02-2026

For at kunne indføre flyveledelse ved Nuuk lufthavn skal der oprettes et nyt luftrum omkring lufthavnen. Det medfører en række ændringer, som er i høring til den 26. februar.

Efter planen skal flyveledere fra den 14. maj 2026 stå for at dirigere flyene sikkert til og fra Nuuk Airport, så de nuværende restriktioner på flytrafikken kan ophæves.

Det kræver ifølge luftfartsreglerne, at der bliver etableret et nyt kontrolleret luftrum, hvilket vil sige et såkaldt Terminal Manoeuvring Area (TMA) omkring Nuuk med satellitovervågning (spacebased ADS-B).

Satellitløsningen er hurtigere at implementere og mere robust end en radarbaseret løsning, fordi den ikke bliver påvirket af høje fjelde og dårligt vejr. Til gengæld stiller løsningen krav til, at alle luftfartøjer, der skal flyve til og fra Nuuk, bliver udstyret med en ADS-B out, der kan kommunikere med de satellitter, som flyvelederne skal benytte for at kunne overvåge trafikken.

Denne ADS-B-løsning er standard i de store kommercielle fly, men der kan være enkelte mindre luftfartøjer, der skal opgradere eller installere ADS-B for et beløb, der vurderes til at ligge mellem 30.000 og 70.000 kroner, før de kan benytte lufthavnen i Nuuk. Mindre luftfartøjer, der skal flyve fra Nordamerika til Europa, kan mellemlande i Kangerlussuaq eller Qaqortoq, hvis de ikke er udstyret med en sådan løsning.

Høringsfrist den 26. februar 2026

De foreslåede ændringer, der vedrører det nye kontrollerede luftrum omkring Nuuk, fremgår af høringsmaterialet på Høringsportalen.

Bemærkninger til høringsmaterialet skal sendes til Trafikstyrelsen på info@trafikstyrelsen.dk, cc. til marw@trafikstyrelsen.dk, senest den 26. februar 2026, mærket j.nr. 2026-294689.