EU-system for digital transportdokumentation er på vej

27-01-2026

Fra 9. juli 2027 skal EU-myndigheder kunne modtage transportoplysninger digitalt, hvis en virksomhed vælger at dele dem via eFTI, det nye fælles EU-system for transportoplysninger.

Fra sommeren 2027 kan store mængder papir og uensartede regler for lastbilchauffører og andre, der transporterer gods på tværs af EU’s landegrænser, blive fortid.

Med det nye digitale system eFTI (electronic Freight Transport Information) skabes en fælles europæisk ramme for, hvordan lovpligtige transportoplysninger kan stilles digitalt til rådighed for myndighederne. Systemet skal gøre delingen af transportdokumenter mere enkel og ensartet på tværs af EU.

Det er frivilligt for virksomheder at tage eFTI i brug, men systemet kan give en række fordele. Digital deling af transportoplysninger kan bidrage til mere effektive arbejdsgange, bedre genbrug af data og færre manuelle tastefejl i de nødvendige oplysninger.

Hvis en transportør, speditør eller anden virksomhed vælger at benytte eFTI, skal deres transportoplysninger være tilgængelige via en certificeret eFTI-platform. Virksomheder kan enten anvende en certificeret platform fra en leverandør eller få deres egen løsning certificeret, alt efter behov og forretningsmodel.

Læs mere om eFTI her.

Implementeringen skrider frem

EU har for nylig vedtaget det regelsæt, der fastlægger de detaljerede funktionelle krav til eFTI-platforme. Dermed er rammerne for, hvordan platformene skal opbygges og fungere, nu på plads.

Kravene omfatter blandt andet adgangs- og rettighedsstyring, sikker og logget kommunikation med myndighederne samt beskyttelse og tilgængelighed af data.

Det betyder, at aktører i transportsektoren allerede nu kan begynde at udvikle og tilpasse deres eFTI-platforme, så de er klar til at anvende eFTI-løsningen, når systemet træder i kraft i sommeren 2027.

Trafikstyrelsen er ansvarlig for implementeringen af eFTI i Danmark og deltager i det CEF-finansierede projekt eFTI4ALL, hvor eFTI-løsninger testes og afprøves i praksis. Virksomheder, der udvikler en eFTI-platform, har mulighed for at afprøve deres løsning i projektets testmiljø.