Sikkerhed i samspil: Trafikstyrelsen inviterer til jernbanesikkerhedskonference 2026

07-01-2026

Trafikstyrelsen afholder hvert andet år en jernbanesikkerhedskonference for branchen, og 2026 er ingen undtagelse. Konferencen finder sted i DGI Byen den 23. april 2026 og har det overordnede tema: Sikkerhed i samspil.

Jernbanesikkerheden skabes i samspillet mellem alle, der færdes i og omkring jernbanen – fra passagerer i toget og trafikanter, der krydser sporet, til de medarbejdere, som hver dag arbejder på eller nær banen. En af de mest komplekse faktorer i dette samspil er menneskelig adfærd. Hvordan påvirker vores handlinger sikkerheden? Og hvordan kan branchen i fællesskab adressere de stigende udfordringer med uautoriseret og risikofyldt adfærd på jernbanen?

Disse spørgsmål, og mange flere, vil danne udgangspunkt for årets jernbanesikkerhedskonference. Her inviteres branchen til en dag med faglige oplæg og mulighed for dialog om udvikling og erfaringer inden for jernbanesikkerhed.

Vi kan allerede nu præsentere flere af oplægsholderne, som I kan glæde jer til, bl.a. Keolis, Lokaltog, Rådet for Sikker Trafik og adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen.

Hvis du vil vide mere om konferencen, opdateres programmet løbende her.

Konferencen afholdes i DGI Byen i København torsdag d. 23. april 2026. Der kommer mere information om tilmelding snarest, når det endelige program er offentliggjort.

Vi glæder os til at se dig til jernbanesikkerhedskonference 2026!