Journalnummer TS6040203-00186

Ombygning af færgelejerne ved Hals og Egense

30-06-2021

Trafikstyrelsen har modtaget vedhæftede ansøgning af 13. april 2021 fra Aalborg Kommune om VVM-screening af ombygning og udvidelse af færgelejerne ved Hals og Egense.

Trafikstyrelsen har modtaget vedhæftede ansøgning af 13. april 2021 fra Aalborg Kommune om VVM-screening af ombygning og udvidelse af færgelejerne ved Hals og Egense.

Færgerne på Hals-Egense færgeruten ønskes udskiftet med el-færger. For at imødegå løbende tilpasninger af de nye el-færger, ønskes færgelejerne etableret ved siden af eksisterende færgelejer. Således kan sejlruten fortsætte med normal drift i etableringsfasen. De to nye færgehavne etableres på vestsiden af de eksisterende færgelejer for ikke at komme til at påvirke det nærliggende Natura 2000-område. Færgelejerne etableres som spunsløsninger og opfyld på territoriet. Der anlægges støttepæle og fenderværker for at hjælpe med sikker navigation. I forbindelse med etablering af havnebassinerne skal der gennemføres mindre uddybninger. Det resulterende havbundsmateriale ønskes nyttiggjort som opfyldsmateriale i forbindelse med etablering af opmarcharealer.

Trafikstyrelsen er myndighed for etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning på søterritoriet i havne, jf. § 2 i lov om havne jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 23. maj 2012.

Trafikstyrelsen skal screene projektet for VVM-pligt i medfør af bekendtgørelse nr. 517 af 24. marts 2021 om vurdering af virkning på miljøet (VVM) af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne. Færgehavne er omfattet af bekendtgørelsens bilag 2 pkt. 10e.

Endvidere skal styrelsen vurdere, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering for nærliggende Natura 2000-områder i henhold til bekendtgørelse nr. 1595 af 6. december 2018 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttel­sesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne og kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet.

Da projektområdet er beliggende umiddelbart vest for det internationalt beskyttede Natura 2000-område nr. 14 ”Aalborg Bugt, Randers Fjord og Mariager Fjord”, har anmelder udarbejdet en Natura 2000-væsentlighedsvurdering i overensstemmelse med kravene i Bekendtgørelse nr. 1595 og Bekendtgørelse nr. 654 af 19/05/2020 om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet.

Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke at der vil være væsentlige miljømæssige konsekvenser ved ombygningen af færgelejerne.

Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 25. maj 2021 med henvisning til journal nummer TS6040203-00186.

Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at jeres høringssvar, vil kunne optræde i Trafikstyrelsens afgørelse, som blandt andet offentliggøres på vores hjemmeside. Derudover vil indkomne bemærkninger blive videresendt til ansøger.

Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.