Journalnummer TS6040203-00181

Thyborøn Havneudvidelse etape 3A

28-06-2021

Trafikstyrelsen har modtaget ansøgning af 3. marts 2021 fra Thyborøn Havn Havn om tilladelse til etablering af etape 3A for udvidelsen af havnen.

Trafikstyrelsen har modtaget ansøgning af 3. marts 2021 fra Thyborøn Havn Havn om tilladelse til etablering af etape 3A for udvidelsen af havnen.

Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen har den 23. januar 2015 givet principiel tilladelse til havneudvidelsen. Tilladelsen blev givet på baggrund af en udarbejdet VVM-redegørelse, der blev udarbejdet i 2014. Udvidelsen af havnen er etapeopdelt og en endelig tilladelse er betinget af, at styrelsen efterfølgende kan godkende et detailprojekt i henhold til havneloven og i overenstemmelse med VVM-redegørelsen. Den indkomne ansøgning vurderes at være i overensstemmelse med VVM-redegørelsen, men den forløbne tid nødvendiggør en fornyet screening, idet naturforhold mv. kan have ændret sig siden den oprindelige VVM-vurdering.

Trafikstyrelsen er myndighed for etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning på søterritoriet i havne, jf. § 2 i lov om havne jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 23. maj 2012. Trafikstyrelsen skal screene projektet for VVM-pligt i medfør af bekendtgørelse nr. 517 af 23. marts 2021 om vurdering af virkning på miljøet (VVM) af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne.

Endvidere skal styrelsen vurdere, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering for nærliggende Natura 2000-områder i henhold til bekendtgørelse nr. 1595 af 6. december 2018 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttel­sesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne og kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet

Thyborøn Havn mangler lagerplads til de store mængder gods der kommer over kaj og er samtidig begrænset af arealmangel til evt. nye aktiviteter i havnen.

Thyborøn Havn ønsker derfor at udvide havnen mod syd i overensstemmelse VVM for Udvidelse af Thyborøn Havn af August 2014. Kort version af VVM-redegørelse er vedhæftet. Der etableres et ny landområde på ca. 180.000kvm i forlængelse af Thyborøn Sydhavn. Landområdet etableres med sand uddybning af Thyborøn Kanal samt oprensning i sejlrenden og ved Limfjordskaj 1 og 2. I alt forventes indbygget ca. 300.000m3. I forbindelse med entreprisen uddybes til 10,0m foran den nye kaj.

Landområdet sikres med stenkastning af norske eller svenske sprængsten.

For at servicere området etableres en 220m lang kaj som forberedes til en fremtidig vanddybde på 10m. Kajen etableres som et traditionelt bolværk med stålspuns forankret til anker plader i bagland. Kajen afsluttes med betonhammer.

Der uddybes til 10,0m foran den nye kaj. Der forventes opgravet ca. 60.000m3 materiale som overvejende er ler som skal klappes.

Indbygningsmaterialer hentes med sandsuger i Thyborøn Kanal, sejlrende og ved Limfjordskaj 1 og 2. Materialet indpumpes på området via pumperør og materialet fordeles på land med dossere og gummihjulslæssere. Stenkastninger bygges med gravemaskiner. Stålspuns og pæle nedbringes med rammemaskiner på flåde. Ramning vil foregå i en periode på ca. 4 måneder. Dog ikke kontinuerligt.

Natura 2000-område nr. 28 ligger ca. 200 m vest for nærmeste opfyldningsområde og ca. 400 m fra fremtidig kaj. I VVM redegørelsen fra 2014 for udvidelsen af Thyborøn Havn er det vurderet, at påvirkningen af Natura 2000-område nr. 28 er ubetydelig. Vurderingen tager udgangspunkt i Natura 2000-planerne for 2010-2015. Natura 2000-området omfatter ét habitatområdet og fire fuglebeskyttelsesområder, hvoraf fuglebeskyttelsesområde F39 – Harboøre Tange, Plet Enge og Gjeller Sø ligger umiddelbart vest og øst for Thyborøn havn. Udpegningsgrundlaget for F39 har ændret sig siden planperioden for 2010-2015. I natura 2000-planen fra 2010-2015 er udpegningsgrundlaget sangsvane, kortnæbbet gås, bramgås, lysbuget knortegås, klyde, hvidbrystet præstekrave, almindelig ryle, brushane, fjordterne, dværgterne og mosehornugle.

I den nye natura 2000-plan for 2022-27 er udpegningsgrundlaget kortnæbbet gås, lysbuget knortegås, klyde, almindelig ryle, brushane, dværgterne, fjordterne og havterne. Grænserne for fuglebeskyttelsesområdet har ændret sig en smule omkring Thyborøn Fjord. Ændringerne er primært sket ud mod Vesterhavet for at inddrage ynglesteder for dværgterne. 

Det vurderes, at det ændrede udpegningsgrundlag ikke giver anledning til at der skal foretages en ny miljøkonsekvensvurdering, idet projektet ikke ændres i forhold til den oprindelige projektbeskrivelse, og de beskrevne afværgetiltag bibeholdes.

Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 10. maj 2021 med henvisning til journal nummer TS6040203-00181.

Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at høringssvar, vil kunne optræde i Trafikstyrelsens afgørelse, som blandt andet offentliggøres på vores hjemmeside. Derudover vil indkomne bemærkninger blive videresendt til ansøger.

Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.