Sund & Bælt skal i forbindelse med de indledende undersøgelser i forhold til miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej gennemføre supplerende geotekniske undersøgelser af havbunden inden for det af projektet berørte område langs tunnelens linjeføring samt de 4 midlertidige adgangskanaler. De geotekniske undersøgelser vil foregå efter standardiserede procedurer med udstyrspakker, der typisk anvendes til prøvetagning af havbunden og undergrunden.
Trafikstyrelsen varetager statens højhedsret på søterritoriet i Københavns Havn jf. den kongelige resolution af 3. februar 2014 og § 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 797 af 21. juni 2016 om ændring af bekendtgørelse om Kystdirektoratets opgaver og beføjelser og om klageadgang.
Nærmeste Natura 2000-område er område nr. 142 beliggende 2,6 km fra projektområdet. Natura 2000-område nr. 142 er udpeget på baggrund af væsentlig tilstedeværelse af naturtyper og arters levesteder: sandbanke, strandeng og tilstedeværelsen af spættet sæl samt bl.a. ynglefuglene edderfugl, bramgås, almindelig ryle, brushane, klyde, dværgterne og havterne og trækfuglene grågås, knopsvane, pibeand og havørn.
Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 28.10.2024 til louj@trafikstyrelsen.dk CC’et VVM@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2024-213272.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar, samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.
Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.