Etablering af et permanent nødleje i Rønne Havn for at sikre fortsat færgedrift og tilstrækkelig kapacitet under udskiftningen af RoRo-rampen.
Se høringsmateriale
Trafikstyrelsen har den 27.03.2026 modtaget ansøgning fra Rønne Havn om renovering og ombygning af kaj 27,28 og 29 i Vesthavnen med henblik på etablering af et permanent nødleje til færgedrift.
Anlægsarbejdet forventes påbegyndt d. 1. juni 2026 og forventes afsluttet d. 19. oktober 2026.
Trafikstyrelsen er myndighed for etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning i havne, jf. § 2 i Lov om havne (LBK nr. 116 af 24/01/2024). Desuden varetager Trafikstyrelsen statens højhedsret på søterritoriet jf. den kongelige resolution af 3. februar 2014 og § 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 797 af 21. juni 2016 om ændring af bekendtgørelse om Kystdirektoratets opgaver og beføjelser og om klageadgang.
Endvidere skal det efter samme bekendtgørelse vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet.
Nærmeste marine Natura 2000-område er område nr. 252 ”Adler Grund og Rønne Banke” 0,5 km i fugleflugt fra projektområdet. Natura 2000-området Adlers Grund og Rønne Banke er et havområde med et samlet areal på ca. 32.124 ha. Området er særligt udpeget for at beskytte det marine pattedyr marsvin samt de marine naturtyper rev og sandbanke. Nærmeste terrestriske Natura 2000-område er Nr. 187 ”Kystskrænter ved Arnager Bugt” 8 km i fugleflugt fra projektområdet.
Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket.
Projektet er beliggende ved vandområde nr. 56 ”Østersøen, Bornholm”, og den regionale grundvandsforekomst ”dkmb_1795_uu”. Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at projektet vil medføre en midlertidig eller permanent forringelse af kvalitetselementernes tilstand, forringelse af vandområdets økologiske- og kemiske tilstand samt at projekt ikke er til hindre for målopfyldelse.
Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 14.05.2026 til VVM@trafikstyrelsen.dk cc Jasth@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2026-306276.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse. De indkomne høringssvar oversendes til bygherre.
Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.
Se relevant lovstof
- LBK nr. 116 af 24/01/2024 af lov om havne (Havneloven)
- BEK nr. 855 af 02/06/2025 om vurdering af virkning på miljøet af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne