I Rønne Havn ønskes gennemført en lokal forstærkning af havbunden foran kaj 33 i form af etablering af en stenpude.
Se høringsmateriale
Trafikstyrelsen har den 10.04.2026 modtaget ansøgning fra Rønne Havn om etablering af stenpude i industribassinet.
Formålet med projektet er at sikre en stabil og langsigtet anvendelse af kajanlæggene. Derfor ønskes gennemført en lokal forstærkning af havbunden foran kaj 33 i form af etablering af en stenpude.
Anlægsarbejdet forventes påbegyndt d. 01-10-2026 og forventes afsluttet d. 31-03-2027.
Trafikstyrelsen er myndighed for behandling af sager om etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning på søterritoriet i havne, jf. § 2 i lov om havne jf. lovbekendtgørelse nr. 116 af 24/01/2024.
Projektet er omfattet af bilag 2 punkt 13a i bekendtgørelse nr. 855 af 2. juni 2025 om vurdering af virkning på miljøet af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administrationen af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havn. Trafikstyrelsen skal derfor screene projektet for VVM-pligt jf. § 7 og § 13 i samme bekendtgørelse.
Endvidere skal det efter samme bekendtgørelse vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet.
Nærmeste marine Natura 2000-område er område nr. 252 ”Adler Grund og Rønne Banke”- 300 m i fugleflugt fra projektområdet. Området er særligt udpeget for at beskytte det marine pattedyr marsvin samt de marine naturtyper rev (1170) og sandbanke (1110). Naturtypen stenrev er så udbredt i dette område, at det har en forekomst på mere end 5 % af den kortlagte andel af naturtypen i den biogeografiske region, svarende til at 9,7 % af kortlagt stenrev i den marin-baltiske region forekommer inden for dette Natura 2000-område. Nærmeste terrestriske Natura 2000-område ligger 7 km væk og er område nr. 187.
Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket.
Projektet er beliggende ved vandområde nr. 56 ”Østersøen, Bornholm”. Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at projektet vil medføre en midlertidig eller permanent forringelse af kvalitetselementernes tilstand, forringelse af vandområdets økologiske- og kemiske tilstand samt at projekt ikke er til hindre for målopfyldelse.
Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 28.05.2026 til VVM@trafikstyrelsen.dk cc Jasth@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2026-308302.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse. De indkomne høringssvar oversendes til bygherre.
Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.
Se relevant lovstof
- LBK nr. 116 af 24/01/2024 af lov om havne (Havneloven)
- BEK nr. 855 af 02/06/2025 om vurdering af virkning på miljøet af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne