Den Selvejende Institution Strandby Fiskerihavn har ansøgt om at forstærke de eksisterende kajkonstruktioner, hæve de berørte kajarealer og forbedre de arealmæssige forhold ved værftskajen. Kajudvidelsen ved værftet skal skabe bedre plads til eksisterende værftsaktiviteter.
Kajrenovering og udvidelse af Nord Havn i Strandby havn
25-08-2026Se høringsmateriale
Trafikstyrelsen har den 07-08-2026 modtaget ansøgning fra Den Selvejende Institution Strandby Fiskerihavn om Kajrenovering og udvidelse af Nord Havn i Strandby havn.
Anlægsarbejdet forventes påbegyndt 01.10.2026 og forventes afsluttet 31.05.2026. Arbejderne vil blive udført i perioden 1. september – 31. maj. Hvis dele af anlægsarbejdet ikke er afsluttet inden 31. maj, vil anlægsarbejdet sættes på pause i perioden 1. juni – 30. august og genoptages 1. september – 31 maj.
Trafikstyrelsen er myndighed for etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning i havne, jf. § 2 i Lov om havne (LBK nr. 116 af 24/01/2024). Desuden varetager Trafikstyrelsen statens højhedsret på søterritoriet jf. den kongelige resolution af 3. februar 2014 og § 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 797 af 21. juni 2016 om ændring af bekendtgørelse om Kystdirektoratets opgaver og beføjelser og om klageadgang.
Endvidere skal det efter samme bekendtgørelse vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet.
Nærmeste marine Natura 2000-område er område nr. 4 ”Hirsholmene, havet vest herfor og Elling Å’s udløb”- 0,5 km i fugleflugt fra projektområdet. Området er udpeget for at beskytte bl.a. Hirsholmene, som udgør toppen af Danmarks største stenrev. Her findes også de specielle boblerev, som udgør omkring 45% af denne naturtype i den marin-atlantiske biogeografiske region i Danmark. Revene har en for Danmark unik forekomst af makroalger både i mængde og artsantal. Hirsholmene er landets vigtigste ynglelokalitet for tejst og splitterne. Hvad tejst angår er det det eneste Natura 2000-område, hvor den er på udpegningsgrundlaget. Havterne yngler i mindre antal på øerne. Områdets marine del vurderes at være af stor betydning for Nordsø/Skagerrak-populationen af marsvin. Nærmeste terrestriske Natura 2000-område ligger 3,8 km væk og er nr.3 Jerup Hede, Råbjerg og Tolshave Mose.
Projektet er beliggende i vandområde ”Nordlige Kattegat, Ålbæk Bugt” med vandområde ID ”255”.
Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 24-09-2026 til VVM@trafikstyrelsen.dk cc louj@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2026-332017.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse. De indkomne høringssvar oversendes til bygherre.
Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.
Se relevant lovstof
- LBK nr. 116 af 24/01/2024 af lov om havne (Havneloven)
- BEK nr. 855 af 02/06/2025 om vurdering af virkning på miljøet af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne