Ny bekendtgørelse fastsætter, at aktører på jernbaneområdet kan straffes for alvorlige sikkerhedsbrud

19-12-2023

Fra 2024 kan det i værste fald betyde fængselsstraf, hvis en jernbaneoperatør groft forsømmer sikkerheden. Det følger af en ny bekendtgørelse på jernbaneområdet, som træder i kraft den 1. januar.

I en ny bekendtgørelse sørger Trafikstyrelsen for, at der er mere tydelige rammer for, hvordan og hvornår jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og jernbaneentreprenører kan straffes for at svigte sikkerheden i driften.

Bekendtgørelsen fastsætter, hvordan aktørerne på området kan politianmeldes uden forudgående påbud eller forbud, hvis der er tale om alvorlige brud på EU’s regler for drift og trafikstyring på jernbanen, som de er fastsat i EU-Kommissionens gennemførselsforordning 2019/773 af 16. maj 2019 (TSI OPE).

De nye regler betyder, at jernbanevirksomheder kan straffes med bøde eller op til fire måneders fængsel, hvis overtrædelser er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og straffen kan stige op til to års fængsel, hvis der er særligt skærpende omstændigheder.

Bekendtgørelsen er ikke kun møntet på godstransport, men den er for eksempel tiltænkt situationer, hvor gods ikke er fastspændt tilstrækkeligt.

Du kan læse den fulde bekendtgørelse om straffebestemmelser her.