Høring: Hændelser på jernbanen skal indberettes i ny portal

20-09-2023

Fra 1. januar 2024 skal hændelser på jernbaneområdet indberettes via en ny indberetningsportal. Det sker for at forbedre den dataindsamling, der kan være med til at udvikle den allerede høje jernbanesikkerhed. Ændringerne i bekendtgørelsen er i høring til den 16. oktober.

Hvert år - inden den 1. marts - skal alle jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere indberette de ulykker eller hændelser, der året før kunne have udviklet sig til ulykker.

Sådan bliver det ved med at være. De mange årlige indberetninger til Trafikstyrelsen er nemlig en vigtig del af den fælles viden om udviklingen inden for jernbanesikkerheden, der allerede er høj i Danmark.

Slut med at indsende filer

Fra 1. januar 2024 lægger Trafikstyrelsen imidlertid op til, at jernbanevirksomhederne og infrastrukturforvalterne ikke længere kan indberette hændelserne på forskellige tilsendte filer, men på en ny indberetningsportal på styrelsens hjemmeside. Veteranbaner og veteranbaneorganisationer vil blive undtaget denne digitale indberetningspligt.

Den digitale indberetning medfører nogle nødvendige ændringer i indberetningsbekendtgørelsen, der nu bliver sendt i høring til den 16. oktober 2023. 

Øget viden om jernbanesikkerheden

Kontorchef i Trafikstyrelsen, Laura Meyer Harrison:

Vi vil gerne gennemføre en teknologisk opgradering i forhold til dataindsamlingen af hændelsesindberetninger. Det gør vi med en ny indberetningsportal, hvor virksomhederne på jernbanen fremover skal indberette alle hændelser digitalt. Formålet er at give os et bedre grundlag for at arbejde med de data, der kan øge vores viden om, hvor der kan være behov for at styrke opmærksomheden på jernbanesikkerheden.

Du kan se hele udkastet til ændringerne af indberetningsbekendtgørelsen her.