Journalnummer TS6040203-00135

Renovering af kajer i Vestre Inderhavn i Thyborøn Havn

21-03-2019

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har modtaget vedhæftede ansøgning af 8. februar 2019 med bilag fra Thyborøn Havn om tilladelse til renovering af kajer i Vestre Inderhavn.

Ansøger har yderligere oplyst, at der ikke forventes aften/natarbejde i forbindelse med kajprojektet. Arbejdstid vil i udbudsmaterialet blive defineret i tidsrummet kl. 06.00-18.00. Dog kan der være særtilfælde, f.eks. materialeleveringer der ankommer uden for tidsrummet.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er myndighed for etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning på søterritoriet i havne, jf. § 2 lov om havne jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 23. maj 2012.

Trafik,- og Bygge- og Boligstyrelsen skal screene projektet for VVM med henblik på en vurdering af, hvorvidt projektet er VVM-pligtigt i medfør af bekendtgørelse nr. 450 af 8. maj 2017 om vurdering af virkning på miljøet (VVM) af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne. 

Endvidere skal styrelsen vurdere, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering for nærliggende Natura 2000 områder i henhold til bekendtgørelse nr. 1595 af 6. december 2018 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttel­sesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne og kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet.

Inden Trafik,- og Bygge- og Boligstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 12. marts 2019 til info@tbst.dk med henvisning til journal nummer TS6040203-00135.

Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.