Journalnr. 2022-073591

Udvidelse af Green Island CPH

15-07-2022

Trafikstyrelsen har modtaget vedhæftede ansøgning af 29/05-2022 fra Copenhagen Entertainment Unit om tilladelse til udvidelse af Green Island CPH.

Trafikstyrelsen har modtaget vedhæftede ansøgning af 29/05-2022 fra Copenhagen Entertainment Unit om tilladelse til udvidelse af Green Island CPH.

Trafikstyrelsen er myndighed for etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning indenfor Københavns Havns søområde, jf. § 24 i lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By og Havn I/S.

Trafikstyrelsen skal i medfør af bekendtgørelse nr. 517 af 24. marts 2021 om miljømæssig vurdering af visse anlæg og foranstaltninger på søterritoriet screene projektet med henblik på en vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt projektet er VVM-pligtigt.

Endvidere skal det efter samme bekendtgørelse vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet.

Nærmeste marine Natura 2000-område er område nr. 142 (Saltholm og omliggende hav) og nr. 143 (Vestamager og havet syd for) beliggende hhv. 8,5 km og 3 km fra projektområdet.

Natura 2000-område nr. 142 er udpeget på baggrund af væsentlig tilstedeværelse af naturtyper og arters levesteder: sandbanke, strandeng og tilstedeværelsen af spættet sæl samt bl.a. ynglefuglene edderfugl, bramgås, almindelig ryle, brushane, klyde, dværgterne og havterne og trækfuglene grågås, knopsvane, pibeand og havørn.

Natura 2000-område nr. 143 er udpeget på baggrund af en væsentlig tilstedeværelse af sandbanke, lagune, bugt, strandeng, grå/grøn klit og levesteder for ynglefuglene klyde, havterne, dværgterne, almindelig ryle og trækfugle som fiskeørn, vandrefalk og lille skallesluger.

Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket.

Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 8/7-2022 med henvisning til journalnummer 2022-073591.

Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.

De indkomne høringssvar oversendes til bygherre.

Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.