Højesteretsdom påvirker praksis for refusion til flypassagerer

15-08-2024

En dom fra højesteret betyder, at flyselskaber i nogle tilfælde kan fritages for ansvar i sager om refusion, hvis man har købt flybilletter via en billetformidler.

Hvis din billet skal refunderes, fordi flyet var forsinket eller aflyst, er det flyselskabets ansvar at betale direkte til passageren.

Sådan har hovedreglen lydt, når Trafikstyrelsen har behandlet klager fra flypassagerer, uanset om billetten er købt hos flyselskabet eller via billetformidlere som Travellink, Kiwi eller Mytrip.

Men det ændrer en dom fra Højesteret, som faldt 26. marts, på. Det fortæller kontorchef Line Elikofer, der er ansvarlig for området i Trafikstyrelsen:

”Tidligere anså vi flyselskabet som ansvarligt, uanset hvor billetten var købt, men sådan er det ikke længere", siger Line Elikofer.

Forklaringen findes i en sag, hvor to personer købte flybilletter via en billetformidler. Da rejsen sidenhen blev aflyst, udfyldte passagererne en blanket på flyselskabets hjemmeside for at få deres penge tilbage.

Har betydning for klagebehandlingen
Højesteret vurderede, på baggrund af de konkrete omstændigheder i sagen, at passagererne selv havde accepteret en løsning, hvor flyselskabet udbetalte refusion til billetformidleren, som siden skulle sende pengene videre til de to passagerer.

Det gjorde billetformidleren dog aldrig, hvilket fik de to passagerer til at lægge sag an mod flyselskabet.

Men retten har altså slået fast, at en passager ikke kan kræve refusionen udbetalt af flyselskabet, hvis den pågældende passager allerede har accepteret, at flyselskabets refusion kan ske til billetformidleren.

I en sådan situation må man i stedet henvende sig til billetformidleren for at få pengene retur. Og det har betydning for behandlingen af klagesagen, forklarer Line Elikofer:

”Her i Trafikstyrelsen behandler vi klager over flyselskaber, men ikke over billetformidlere. Så hvis vi på baggrund af sagen vurderer, at passageren har accepteret, at refusionen kan udbetales til billetformidleren, vil vi i stedet henvise passageren til at gå videre til Nævnenes Hus eller domstolene,” siger hun.

Dommen betyder også, at flyselskaber kan søge om at få afgjorte sager i Trafikstyrelsen genoptaget, hvis selskaberne mener, at sagerne ville have fået et andet udfald med den nye praksis.

Det centrale i den forbindelse vil være, om luftfartsselskabet mener at kunne dokumentere, at passageren i sagen havde accepteret, at luftfartsselskabet kunne udbetale refusionen til passagerens billetformidler.

Du kan læse mere om Højesterets dom her.

Fakta: Klagevejen som flypassager

  • Du kan gratis klage til Trafikstyrelsen over flyselskaber, hvis du oplever, at dine rettigheder som passager ikke bliver overholdt.
  • vis du har købt flybilletter via en billetformidler, vil Trafikstyrelsen behandle klagen og vurdere, om ansvaret ligger hos flyselskabet eller hos billetformidleren.
  • Hvis ansvaret vurderes at ligge hos billetformidleren, skal du henvende sig til Nævnenes Hus eller domstolene, hvis du ønsker at gå videre med sagen. Det skyldes, at Trafikstyrelsen ikke behandler klager over billetformidlere.
Senest opdateret 15-08-2024