Kommuner og trafikselskaber ser potentiale i alternative busløsninger

06-12-2024

Trafikstyrelsen har modtaget 10 ansøgninger om støtte fra to nye tilskudspuljer, der skal fremme kollektiv transport i landdistrikterne. I alt er der søgt om mere end 50 millioner kroner, og nu skal fordelingen af midlerne afklares.

Foto fremstillet med ChatGPT.

Der har været stor interesse for de to nye tilskudspuljer, som skal hjælpe kommuner og trafikselskaber med alternative transportløsninger i landdistrikterne.

I alt har Trafikstyrelsen modtaget 10 ansøgninger på tværs af de to puljer, inden fristen for den første ansøgningsrunde udløb den 1. december.

Der er i alt søgt om støtte for godt 52 millioner kroner, og nu er Trafikstyrelsen i gang med at vurdere, hvilke projekter, der skal have del i pengene fra de to puljer.

Mange gode bud blandt ansøgerne

Der er især søgt støtte fra Pulje til behovsstyret transport. I alt er der kommet seks ansøgninger til puljen, som er tiltænkt koncepter med ”bus på bestilling”.

Ansøgerne har sammenlagt ansøgt om støtte fra puljen for mere end 49 mio. kroner, hvilket er over dobbelt så meget som de 20 mio. kroner, der er sat af til puljen i første runde.

Jan Albrecht, der er kontorchef i Trafikstyrelsen, glæder sig over interessen:

”Det vidner om, at kommuner og trafikselskaber kan se potentialet i alternativer til den traditionelle kollektive trafik. Nu skal det så vurderes, hvilke projekter der kan få del i støtten. Og der er mange gode bud på transportløsninger til landdistrikterne at tage stilling til,” forklarer han.

Kan imødekomme ansøgere til frivilligbusser

Pulje til frivilligbusser har i alt fået fire ansøgninger, og der er søgt for knap 3 millioner kroner. Med en samlet pulje i første runde på 10 millioner kroner er der dermed nok til at imødekomme ønskerne fra alle de ansøgere, der lever op til betingelserne.

Tilskud fra puljen til frivilligbusser kan for eksempel bruges til minibusser, der kan drives af frivillige i lokalsamfund, hvor der er ringe adgang til kollektiv transport.

Regeringen har over de kommende år afsat 70 millioner kroner til de to nye tilskudspuljer.

Behovsstyret transport

Ansøger

Titel

Ansøgt beløb

Samlet projektsum

Trafikselskabet Movia

Udvidelse af pilotforsøg for nærbus i Haslev i Faxe Kommune

13.394.125

21.263.500

Trafikselskabet Movia

Test af nærbusservice med eksisterende busmateriel i Lejre Kommune

8.125.500

11.153.000

Trafikselskabet Movia

Test af nærbus i ydertimer i købstad (Roskilde)

9.875.500

13.353.000

Midttrafik

Let, enkel og synlig behovsstyret transport i Syddjurs

3.660.000

4.880.000

Nordjyllands Trafikselskab

Implementering af ”bus på bestilling” i Løkken-Vrå skoledistriktet og Nibe-området

10.838.750

21.677.500

Samsø Kommune

Elektrificering og andre forbedringer af den behovsstyrede transport på Samsø

3.582.000

6.102.000

I alt

 

49.475.875

78.429.000

Frivilligbusser

Ansøger

Titel

Ansøgt beløb

Samlet projektsum

Sønderborg Kommune

Frivillighedsbusser / Landsbybusser – en mobilitetsløsning for bedre kollektiv (grøn) transport i landdistrikterne

1.038.849

1.444.334

Jammerbugt Kommune

Gjøl Landsbybus

595.875

794.500

Samsø Kommune

Frivilligbus Samsø

655.000

880.000

Syddjurs Kommune

Frivillige Busser på Djursland: Mobilitet og Fællesskab i Landsbyerne.

682.500

910.000

 I alt

 

2.972.224

4.028.834