Den nye del af M4-metrolinjen til København Syd er godkendt

21-06-2024

Trafikstyrelsen har nu godkendt, at sikkerheden er i orden på den nye del af M4-linjen, der binder Sydhavnen og Valby sammen med resten af København. Dermed kan udvidelsen af M4 indvies som planlagt i morgen, lørdag den 22. juni.

Trafikstyrelsens direktør, Nanna Møller:

Vi har nu givet de sidste godkendelser på at sikkerheden er i orden på den nye del af M4-metrolinjen fra København H til København Syd, hvilket betyder at Metroselskabet kan tage metroen i brug. Metrolinjen bliver en transportmæssig opgradering for borgerne i Sydhavnen og Valby, der på få minutter kan komme hurtigt og sikkert gennem byen eller ud til det nye trafikknudepunkt København Syd.

16 godkendelser af sikkerheden på M4

Selvom Metroselskabet efterhånden har meget erfaring med at bygge nye metrolinjer og metrostationer i Hovedstaden, så har det været ganske omfattende at få udvidelsen af M4-linjen klar og godkendt inden start den 22. juni 2024.

Trafikstyrelsen har nemlig ikke bare skulle godkende Metroselskabets overordnede ansøgning om at tage M4-linjen i brug. Godkendelserne omfatter fx også spor, tunnelkonstruktioner, nødskakte, fem stationer og den it-tekniske sammenkobling med Cityringen.

Kontorchef i Trafikstyrelsen, Laura Meyer Harrison:

Det har været en stor opgave, både for os som myndighed, men især også for Metroselskabet og Metroservice at koordinere alt det arbejde, der skal være på plads i den rigtige rækkefølge for at opnå de i alt 16 nødvendige godkendelser af sikkerheden. Her har vores tætte kommunikation om ændringer undervejs, været vigtige for at komme godt i mål.

Tusindvis af tests før sikkerhedsgodkendelse

Metroselskabets administrerende direktør, Carsten Riis:

Der ligger et omfattende arbejde bag myndighedernes endelige sikkerhedsgodkendelse, som er den sidste, vigtige milepæl på projektet. Der er naturligvis høje standarder for at opnå en sikkerhedsgodkendelse, og tilladelsen kommer efter mange tusinde test af de førerløse tog og det nye system. Jeg vil gerne takke myndighederne – Trafikstyrelsen og den uafhængige assessor – for et meget professionelt samarbejde, der gør det muligt for os at slå dørene op for passagererne i morgen, lørdag.

 Du kan læse mere om udvidelsen af M4-linjen fra København H til København Syd på metroselskabets hjemmeside.