Værktøj kan hjælpe flere virksomheder med at forebygge it-nedbrud og cyberangreb

22-03-2024

Trafikstyrelsen har udviklet et digitalt cybersikkerhedsværktøj til transportbranchen, der nu bliver tilgængeligt for alle virksomheder i Danmark. Værktøjet kan være med at risikovurdere, hvor sårbare virksomheder er over for fx oversvømmelser i et serverrum eller et DDoS-angreb.

”En oversvømmelse skader din virksomheds tekniske anlæg, fordi bygningen ikke er tilstrækkeligt sikret. Har din virksomheden et overblik over, hvilke kritiske systemer, der er afhængige af kontrolrummet?”.

”Ondsindede aktører udnytter en digitale fjernadgang til at kryptere mails, ip-telefoner og data. Har din virksomhed kortlagt, hvordan ransomware kan sprede sig fra fx computere til operationelle systemer?”.

Sådan lyder nogle af de trusselscenarier og spørgsmål til risikovurderingen, som virksomhederne bliver præcentret for, hvis de downloader Trafikstyrelsens digitale cybersikkerhedsværktøj.

Det digitale værktøj blev i første omgang udviklet specifikt til transportvirksomheder, men værktøjet bliver nu gjort tilgængeligt for alle virksomheder, der har behov for en enkel risikovurdering af deres cybersikkerhed.

Kontorchef i Trafikstyrelsens kontor for Cyber og Security, Anders Windfeldt:

”De allerfleste virksomheder bruger digitale og operationelle systemer, som kan være sårbare over for it-nedbrud eller trusler fra fx DDoS-angreb, phishing eller ransomware. Derfor udviklede vi dette simple værktøj til transportbranchen, så især de små og mellemstore kunne få en enkel og overskuelig analyse af, hvordan de kunne beskytte sig bedre.”

Enkelt værktøj, der kan benyttes af alle virksomheder

Cybersikkerhedsværktøjet er blevet til i et samarbejde mellem Trafikstyrelsens decentrale cyber- og informationssikkerhedsenhed (DCIS), transportbranchen og Center for Cybersikkerhed (CFCS).

Værktøjet er imidlertid så generelt opbygget i forhold til trusselsscenarier, overvejelser og løsningsforslag, at det sagtens kan anvendes af alle virksomheder, mener Anders Windfeldt:

”Vi har i en periode tilbudt værktøjet til en mindre kreds af transportvirksomheder, men vælger nu at lægge det ud på trafikstyrelsen.dk, så alle virksomheder i Danmark kan få gavn af det. Værktøjet er anvendeligt uanset om virksomhederne i forvejen har risikovurderet deres cybersikkerhed eller måske blot har behov for inspiration til at lave deres egen risikovurdering.”

Du kan downloade værktøjet direkte her på trafikstyrelsen.dk

Hvis du har spørgsmål til værktøjet eller til cybersikkerhed i transportsektoren i almindelighed, er du altid velkommen til at skrive til os på cyber@trafikstyrelsen.dk.