Journalnummer 2022-064573

Bro over Frederiksholms Kanal

05-07-2022

Broen over Frederiksholms Kanal i Københavns Havn er oprindeligt opsat som midlertidig bro, i forbindelse med gennemførelse af BLOX-projektet og tilstødende projekter med henblik på at sikre en sikker færdsel for bløde trafikanter.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens gav tilladelse til den midlertidige anlæggelse af gangbro ved tilladelse dateret 31. august 2015. Tilladelsen er løbende forlænget.

For nogle år siden blev der påbegyndt overvejelser/undersøgelse omkring at gøre broen permanent. Arbejdet har været besværliggjort af COVID-19, herunder i forhold til trafikmønstre og konkrete drøftelser. Det har nu vist sig, at der er et generelt ønske om en permanent bro blandt brugere og interessenter, hvorfor der nu ansøges om en permanent tilladelse.

Broen er offentlig tilgængelig og til gavn for almenvellet.

Broen er medvirkende til, at der i området etableres sammenhængende gang- og cykelstisystemer langs havnen og mellem by og havnen. Broen har og vil forbedre fremkommeligheden for fodgængerne og skabe sammenhæng mellem de eksisterende byrum. Der færdes mellem 25.000 – 50.000 forgængere pr. måned på broen.

Broen er med til at sikre et offentligt lettilgængeligt område og binder museer og offentlige kulturinstitutioner sammen såvel langs havnen og i det øvrige kulturkvarter med en sikker færdsel for alle, herunder bevægelseshæmmede. Broen har endvidere vist sig som et trafiksikkert alternativ til fodgængere i forbindelse med afvikling af større arrangementer i København, og vil bl.a. forventeligt få stor betydning i forbindelse med Tour de France i København, pga. af den konkrete rute, der går på Christians Brygge.

Endelig giver broen en sikker færdsel i forhold til en fremtidig udnyttelse af Søren Kirkegårds Plads.

Det bemærkes at gangbroen er udført i konsekvensklasse CC3 (EXC 3), hvorfor den opfylder de nugældende krav og derfor ikke har en reduceret levetid.

Københavns Kommune (som grundejer) og By og Havn har givet fuldmagt til ansøgningen og er positive omkring at gøre broen permanent. Der er indgået aftale om procedure for afløftning af broen med By & Havn.

Det er Trafikstyrelsens vurdering, at tilladelse til broen kan gøres permanent uden væsentlige miljøpåvirkninger.

Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse om hvorvidt broen kan forblive, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Trafikstyrelsen opfordrer derfor alle interesserede til at kommentere materialet vedrørende eventuelle miljøpåvirkninger og indsende høringssvar senest den 24. maj 2022 med henvisning til journal nr. 2022-064573.

Vi gør opmærksom på, at høringssvar i miljøsager er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi derfor oplyse, at tilkendegivelser samt navn og adresse på hvem, der er kommet med tilkendegivelsen vedrørende sagen, vil kunne optræde i Trafikstyrelsens afgørelse, som offentliggøres på styrelsens hjemmeside.

Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.