Ny handlingsplan skal styrke den langsigtede indsats mod radon
08.03.2018

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har i samarbejde med Sundhedsstyrelsen udarbejdet en radonhandlingsplan, der indeholder 2,4 mio. kr. til implementering af en række initiativer i 2018-2019.

Den danske indsats for reduktion af radonudsættelsen hviler på mere end 30 års samarbejde mellem offentlige myndigheder med bidrag fra private aktører. Indsatsen omfatter tiltag med effekt på områder, som over tid kan forventes at bidrage til en samlet reduktion af radonudsættelsen i Danmark.

Radon er en radioaktiv gas, der naturligt findes i jorden, og som hverken kan ses eller lugtes. Radon kan trænge ind i en bygning gennem utætheder i terrændækket og bygningens fundament og har betydning for bygningens indeklima.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (TBST) har på vegne af transport-, bygnings- og boligministeren udarbejdet en radonhandlingsplan, der skal styrke den langsigtede indsats mod radon. Handlingsplanen omfatter 10 initiativer, herunder korrekt måling og bestemmelse af radonniveauer. En radonmåling kan vise, om radonniveauet er for højt i en bygning.

Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) på Aalborg Universitet København har netop udgivet en ny SBi-anvisning om måling af radon i indeklimaet. Det er sket i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og TBST samt med støtte fra Realdania.

Sammen med Realdania, Grundejernes Investeringsfond (GI) og Landsbyggefonden (LBF) har TBST indgået en partnerskabsaftale om finansiering og implementering af en lang række af handlingsplanens andre initiativer, der skal integrere viden om radon og erfaring på området på tværs af samfundets sektorer.

På trafikstyrelsen.dk kan du løbende følge med i status på handlingsplanens initiativer.
Sidst opdateret: 19.04.2018