Ulovlig drone tæt ved at kollidere med passagerfly
26.08.2015

Piloten på et passagerfly som var under indflyvning til Københavns Lufthavn 21. august fik sig en slem forskrækkelse, da han pludselig fik øje på en drone. Heldigvis kolliderede dronen ikke med flyet, hvilket kunne have haft fatale konsekvenser.

Oplysningen om hændelsen stammer fra en obligatorisk indberetning af en flyvesikkerhedsmæssig begivenhed til Trafik- og Byggestyrelsen. Den uidentificerede drone befandt sig omkring 450 meter over jorden og dermed langt over den maksimalt tilladte højde for droner, som er 100 meter over terræn, og piloten beskriver afstanden til dronen som ’meget tæt’.

Hos Trafik- og Byggestyrelsen ser man med stor alvor på episoden.

"Vi tager skarp afstand fra sådanne ulovlige flyvninger med droner. Det er et udtryk for stor dumhed, og der spilles hasard med flypassagerers liv, når en drone flyves i nærheden af et almindeligt fly. Droner bliver mere og mere udbredte, og det er vigtigt at personer som flyver med droner sætter sig ind i, hvilke regler der gælder. Hvis man er i tvivl bør man kigge på Trafik- og Byggestyrelsens hjemmeside", siger Jesper Rasmussen, vicedirektør i Trafik- og Byggestyrelsen.

Udover at den maksimale flyvehøjde på 100 meter, så er det heller ikke tilladt at flyve over bymæssigt område eller nær lufthavne, med mindre man har fået en dispensation fra Trafik-og Byggestyrelsen.

Hændelsen med dronen over København er desværre kun et ud af adskillige lignende tilfælde i europæisk luftrum i løbet af det seneste års tid.  Alene de britiske luftfartsmyndigheder har oplysninger om seks tilfælde i 2014-15, hvor fly var i nærkontakt med droner i britisk luftrum.

Sammen med Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet har Trafik-og Byggestyrelsen i foråret udarbejdet en rapport med forslag til ny regulering for droner. Blandt andet foreslås obligatorisk ”nummerplade” til droner, så man kan identificere dronen og ejeren. Du finder rapporten i boksen til højre.
Mere information
Reglerne for droneflyvning

Rapport om fremtidens regulering af civile droner
Sidst opdateret: 22.03.2017