Trafikstyrelsen er tilsynsmyndighed for cybersikkerhed i transportsektoren. Tilsynet sker med udgangspunkt i flere regelsæt.
Virksomheder er ansvarlige for sikkerheden i de net- og informationssystemer, som de betjener sig af. Der er typisk krav om, at de virksomheder, som omfattes af krav på cybersikkerhedsområdet, gennemfører en risikovurdering med sigte på at begrænse risici for og konsekvenser ved sikkerhedshændelser i deres net- og informationssystemer.
Cybersikkerhedsreglerne på transportområdet udspringer primært af EU-regulering, herunder:
- NIS 2-loven, der udspringer af EU’s direktiv 2022/2555 af 14. december 2022 om foranstaltninger til sikring af et højt fælles cybersikkerhedsniveau i hele Unionen
- Luftfartsspecifikke regler om cybersikkerhed for systemer vedr. security såvel som safety.
Trafikstyrelsen ønsker at skabe størst mulig klarhed om den indbyrdes sammenhæng mellem de forskellige regelsæt, som transportsektorens aktører er underlagt.
NIS 2-loven
NIS 2-loven stiller krav til processer og foranstaltninger på cybersikkerhedsområdet på tværs af samfundets kritiske sektorer. På transportområdet omfattes mellemstore og store virksomheder (vigtige og væsentlige enheder) inden for luftfart, jernbane, havne og havnefaciliteter, vejområdet og post- og kurertjenester.
Trafikstyrelsens tilsyn med de omfattede virksomheder sker ud fra en samlet prioritering. Der føres løbende tilsyn med omfattede store virksomheder (væsentlige enheder), mens alle omfattede virksomheder på post- og kurerområdet og alle mellemstore virksomheder (vigtige enheder) alene er underlagt et reaktivt tilsyn i forbindelse med formodning om manglende efterlevelse af reglerne.
Læs mere her
For mere information om NIS 2 for transportsektoren se Trafikstyrelsens hjemmeside: NIS2
For mere information om NIS 2 generelt, herunder tværgående NIS 2-vejledninger, registrering, hændelsesunderretning mv., se Styrelsen for Samfundssikkerheds hjemmeside: SAMSIK NIS 2