Cybersikkerhedshændelser

Her kan du læse om, hvad du skal gøre, hvis din transportvirksomhed bliver ramt af en cybersikkerhedshændelse.

Hvem håndterer cybersikkerhedshændelser i transportsektoren?

Som virksomhed har virksomhed selv det grundlæggende ansvar for at beskytte sig mod og håndtere cybersikkerhedshændelser.

Med NIS 2-loven defineres en hændelse som ”en begivenhed, der bringer tilgængeligheden, autenticiteten, integriteten eller fortroligheden af lagrede, overførte eller behandlede data eller af de tjenester, der tilbydes af eller er tilgængelige via net- og informationssystemer, i fare.”

Er din virksomhed ramt af en væsentlig cybersikkerhedshændelse?
I tilfælde af en væsentlig cybersikkerhedshændelse skal virksomheder, som er omfattet af NIS 2-loven, underrette om hændelsen på virk.dk.

Styrelsen for Samfundssikkerhed har udgivet en vejledning om hændelsesunderretning.

I tilfælde af en større cybersikkerhedshændelse kan FE’s situationscenter også kontaktes direkte på telefon 33325566 eller csirt@fe-ddis.dk

Trafikstyrelsens rolle ved hændelser

Trafikstyrelsen har ved større hændelser en koordinerende funktion på vegne af sektoren, herunder at deltage i Den nationale operative stab (NOST) og en eventuel tværgående myndighedsindsats.

Trafikstyrelsen er også det koordinerende led mellem den nationale CSIRT, som er placeret ved FE’s situationscenter, og vores aktører før, under og efter en hændelse. Vi bistår derfor sektoren med vejledning og koordinering af bl.a. vidensdeling og opfølgning på hændelser. 

Trafikstyrelsen har ikke tekniske kompetencer eller kapacitet til hjælpe med at håndtere et cyberangreb hos jer. Ved spørgsmål, vejledning, eller brug for informationsdeling i transportsektoren kan Trafikstyrelsen kontaktes på telefon 72218800 eller cyber@trafikstyrelsen.dk

Øvrige cybersikkerhedshændelser

Selv om en cybersikkerhedshændelse ikke er en væsentlig hændelse, hører Trafikstyrelsen stadig gerne om den. Frivillig underretning om en cyberhændelse kan indgives via virk.dk på samme måde som angivet ovenfor.

Jo mere viden, vi har om hændelser i transportsektoren, jo bedre et billede giver det os af cybertruslen i sektoren.

 

Senest opdateret 17-09-2025