Ny praksis for helbredsundersøgelser

Trafikstyrelsen har – ud fra en samlet vurdering og en dialog med luftfartsbranchen - besluttet at lempe praksis, når det gælder kravet om, at piloter, kabineansatte og flyveledere skal fremvise dokumentation for den samlede sygehistorik ved de regelmæssige flyvemedicinske helbredsundersøgelser.

Dermed harmoniseres praksis på området med en række andre EU-landes praksis.

Det betyder, at det fremover vil være ’minimumsforpligtelsen’, der gælder, hvor ansøgeren selv har ansvaret for at oplyse flyvelægen om den relevante sygehistorik, ved korrekt udfyldelse af den obligatoriske ansøgningsformular. Der vil således ikke længere være et fast krav om, at ansøger skal indhente helbredsoplysninger fra fx sundhed.dk, Fælles Medicinkort (FMK) eller egen læges journal.

Flyvelægen har fortsat ansvaret for den flyvemedicinske vurdering. Det betyder fx, at hvis oplysninger i ansøgningsskemaet, den kliniske undersøgelse, medicinoplysninger, tidligere begrænsninger eller øvrige forhold giver anledning til tvivl, skal flyvelægen indhente den dokumentation, der er nødvendigt for at kunne vurdere sagen korrekt.

Minimumsforpligtelsen kommer til at gælde for privatpiloter og kabineansatte (Class 2, Light Aircraft Pilot License og cabin crew) ved alle typer af helbredsundersøgelser, samt for kommercielle piloter og flyveledere (Class 1 og Class 3), når det handler om forlængelse og fornyelse af en helbredsgodkendelse.

Kravet om dokumenteret sygehistorik gælder fortsat ved førstegangsundersøgelser for kommercielle piloter og flyveledere (Class 1 og Class 3). Flyvelægen kan derudover fortsat kræve supplerende dokumentation, hvis det vurderes nødvendigt i den konkrete sag.

Trafikstyrelsen skelner mellem de forskellige grupper, fordi de fx ikke har samme operationelle roller, ansvarsområder eller flyvesikkerhedsmæssige risikoprofiler.

Class 1 omfatter kommercielle piloter. Der er typisk tale om erhvervsmæssig flyvning med betalende passagerer, høj operationel kompleksitet og betydelig offentlig eksponering. Selv mindre ændringer i helbred, dømmekraft, reaktionsevne, opmærksomhed eller medicinbivirkninger kan derfor have væsentlig flyvesikkerhedsmæssig betydning.

Class 3 omfatter flyveledere. Flyvelederfunktionen er systemisk sikkerhedskritisk, fordi en helbredsmæssig eller kognitiv påvirkning kan få betydning for overvågning, kommunikation, trafikseparation og koordinering af flere luftfartøjer samtidigt.

Class 2 omfatter private piloter. Der er fortsat tale om flyvning, hvor helbredsmæssig egnethed er vigtig, men ansvarsområderne er mindre end for Class 1, og der er ikke tale om erhvervsmæssig flyvning med betalende passagerer.

Light Aircraft Pilot License omfatter lettere fritidsflyvning med mere begrænsede konsekvenser og typisk mindre operationel og offentlig eksponering end både Class 1 og Class 2.

Cabin crew omfatter kabinepersonale, der udfører vigtige sikkerheds- og nødprocedurer om bord, herunder evakuering, førstehjælp og håndtering af passagerer. Kabinepersonalet har imidlertid ikke direkte ansvar for styring af luftfartøjet eller trafikseparation.

Den differentierede praksis betyder derfor ikke, at nogle grupper ikke har en vigtig flyvesikkerhedsmæssig betydning. Det betyder, at dokumentationskravet målrettes efter de konkrete roller, tilknyttede ansvarsområder og den risiko, der er forbundet med helbredsmæssig påvirkning i den enkelte funktion.

På den baggrund fastholdes kravet om dokumenteret sygehistorik ved førstegangsundersøgelser for kommercielle piloter og flyveledere (Class 1 og Class 3), mens minimumsforpligtelsen efter EU-reglerne fremover bliver udgangspunktet for privatpiloter og kabineansatte (Class 2, Light Aircraft Pilot License og cabin crew), samt for kommercielle piloter og flyveledere (Class 1 og Class 3) ved forlængelse og fornyelse.

Den nye praksis træder i kraft fra den 22. juni 2026, hvor praksisændringen publiceres på Trafikstyrelsens hjemmeside, trafikstyrelsen.dk.

Minimumsforpligtelsen medfører, at piloten, den kabineansatte eller flyvelederen forud for en helbredsundersøgelse udfylder og underskriver den forordningsbestemte ansøgningsformular, hvor ansøgeren selv har ansvaret for at oplyse flyvelægen om den relevante sygehistorik.

Det udfyldte ansøgningsskema udgør fremover hovedgrundlaget for flyvelægens helbredsundersøgelse i alle de situationer, hvor dokumenteret sygehistorik ikke længere er et fast krav.

Ved dokumenteret sygehistorik forstås i dansk praksis oplysninger fra Sundhed.dk, Fælles Medicinkort (FMK) eller egen læges journal siden seneste helbredsundersøgelse.

Efter praksisændringen skal denne dokumentation ikke længere indhentes rutinemæssigt i de tilfælde, hvor minimumsforpligtelsen gælder.

For disse grupper ophører det generelle krav om dokumenteret sygehistorik ved den første helbredsundersøgelse hos flyvelægen, samt når det handler om forlængelse og fornyelse af en helbredsattest. I stedet gælder ’Minimumsforpligtelsen’, hvor ansøgeren selv har ansvaret for at oplyse flyvelægen om den relevante sygehistorik.

Det betyder ikke, at supplerende dokumentation aldrig kan kræves. Flyvelægen skal fortsat kræve yderligere dokumentation, hvis det er nødvendigt for at kunne foretage en fagligt forsvarlig flyvemedicinsk vurdering.

For disse grupper gælder ’minimumsforpligtelsen’. Det er en væsentlig lempelse i forhold til den hidtidige danske praksis.

Kravet om dokumenteret sygehistorik gælder fortsat ved førstegangsundersøgelser for kommercielle piloter og flyveledere (Class 1 og Class 3), fordi kommercielle piloter og flyveledere vurderes at have en særlig betydning for sikkerheden i den kommercielle luftfart. For disse grupper vurderes det derfor fortsat proportionalt at kræve et højere dokumentationsniveau ved førstegangsundersøgelser, så den flyvemedicinske vurdering fra begyndelsen hviler på et solidt og dokumenteret helbredsmæssigt grundlag.

Bemærk, at førstegangsundersøgelser for erhvervspiloter og flyveledere (Class 1 og Class 3) kun kan gennemføres på et flyvemedicinsk center.

Ja. Praksisændringen ændrer ikke ved flyvelægens ansvar for at foretage en fagligt forsvarlig flyvemedicinsk vurdering. Hvis ansøgningsskemaet, den kliniske undersøgelse, medicinoplysninger, tidligere begrænsninger, symptomer eller øvrige oplysninger giver anledning til tvivl, skal flyvelægen indhente den nødvendige supplerende dokumentation.

Det kan fx være relevant for flyvelægen at indhente supplerende dokumentation ved oplysninger eller tegn på psykiske forhold, neurologiske eller kardiovaskulære forhold, synkope, kramper, misbrug, væsentlige medicinændringer, længerevarende sygemelding, operation, hospitalskontakt eller uoverensstemmelser mellem oplysningerne.

Nej. Det generelle krav om rutinemæssig gennemgang af dokumenteret sygehistorik ophører i alle de tilfælde, hvor ’minimumsforpligtelsen’ gælder. Flyvelægen skal dog fortsat kræve og gennemgå relevant dokumentation, hvis det konkret er nødvendigt for vurderingen.

Ikke nødvendigvis. Den nye praksis betyder, at et oplyst lægebesøg eller hospitalsforløb ikke i sig selv medfører, at flyvelægen automatisk skal indhente journaloplysninger.

Udgangspunktet er, at flyvelægen gennem samtalen med ansøgeren og den flyvemedicinske helbredsundersøgelse vurderer, om forholdet har betydning for ansøgerens helbredsmæssige egnethed. Hvis ansøgeren fx oplyser at have været hos egen læge for et forhold, som efter flyvelægens vurdering er ukompliceret og afsluttet og uden flyvemedicinsk relevans, kan flyvelægen nøjes med at notere sin vurdering skriftligt i formularen eller i den flyvemedicinske dokumentation.

Det samme gælder, hvis ansøgeren oplyser om et ældre hospitalsforløb, fx en indlæggelse eller operation for mange år siden. Hvis forløbet efter flyvelægens konkrete vurdering er afsluttet, uden aktuelle symptomer, behandling eller funktionspåvirkning og uden betydning for den aktuelle helbredsgodkendelse, behøver flyvelægen ikke nødvendigvis at indhente journalmateriale. Flyvelægen bør i stedet dokumentere, hvad ansøgeren har oplyst, og hvorfor oplysningerne ikke giver anledning til yderligere opfølgning.

Hvis oplysningerne derimod giver anledning til tvivl, er uklare, vedrører et forhold med mulig flyvemedicinsk betydning, eller ikke kan afklares tilstrækkeligt gennem samtalen og undersøgelsen, skal flyvelægen kræve relevant supplerende dokumentation. Det kan fx være journaloplysninger, epikriser, prøvesvar, speciallægeudtalelser eller anden dokumentation, der er nødvendig for at afgøre ansøgerens helbredsmæssige egnethed.

Det afgørende er derfor ikke, om ansøgeren har haft kontakt med sundhedsvæsenet, men om kontakten efter flyvelægens konkrete vurdering har eller kan have betydning for den flyvemedicinske vurdering.

En flyvemedicinsk helbredsundersøgelse består ikke kun af ansøgerens egen erklæring. Undersøgelsen omfatter både flyvelægens kliniske undersøgelse og en vurdering af ansøgerens sygehistorik. Som minimum skal ansøgeren udfylde og underskrive den forordningsbestemte ansøgningsformular, hvor ansøgeren selv har ansvaret for at oplyse flyvelægen om den relevante sygehistorik. Hertil kommer de undersøgelser, målinger og vurderinger, som følger af de relevante regler for den pågældende helbredsgodkendelse.

Flyvelægen skal derefter - på baggrund af det samlede materiale - vurdere, om ansøgeren opfylder de flyvemedicinske krav. Hvis oplysningerne i ansøgningsskemaet, den kliniske undersøgelse eller andre forhold giver anledning til tvivl, skal flyvelægen følge op og eventuelt kræve yderligere dokumentation i form af fx journaloplysninger, speciallægeudtalelser, testresultater eller anden relevant medicinsk dokumentation.”

”Den nye praksis betyder derfor ikke, at flyvelægen skal udstede en helbredsgodkendelse på et utilstrækkeligt grundlag. Det betyder, at dokumenteret sygehistorik ikke længere skal indhentes rutinemæssigt i alle de tilfælde, hvor minimumsforpligtelsen fremover er hovedregel.” ”Flyvelægen har fortsat ansvaret for at sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, før der udstedes, forlænges eller fornyes en helbredsgodkendelse.”

”Trafikstyrelsen vurderer, at den nye praksis fortsat udgør et forsvarligt grundlag, fordi flyvelægens kliniske undersøgelse, ansøgerens underskrevne selvdeklaration og flyvelægens mulighed for at kræve supplerende dokumentation, samlet set giver et tilstrækkeligt grundlag for den flyvemedicinske vurdering.

”Samtidig styrker Trafikstyrelsen det risikobaserede tilsyn, så der fortsat bliver fulgt målrettet op på fejl, afvigelser, mønstre og konkrete risikoforhold.

For nye helbredsundersøgelser, gælder den nye praksis fra den 23. juni 2026.

Den nye praksis gælder som udgangspunkt også for undersøgelser, der allerede er igangsat på tidspunktet for offentliggørelsen på trafikstyrelsen.dk, hvis sagen endnu ikke er afsluttet. Det betyder, at der ikke skal indhentes dokumenteret sygehistorik rutinemæssigt alene med henvisning til den hidtidige praksis.

Hvis ansøgeren allerede har delt dokumenteret sygehistorik med flyvelægen, kan materialet dog indgå i flyvelægens samlede vurdering. Flyvelægen kan i den situation færdiggøre vurderingen på det foreliggende grundlag, hvis sagen er tilstrækkeligt oplyst, herunder i tilfælde hvor udstedelse, forlængelse eller fornyelse er nært forestående.

Flyvelægen skal alene kræve yderligere udredning eller supplerende dokumentation, hvis der efter en konkret flyvemedicinsk vurdering er medicinsk indikation for det, eller hvis det i øvrigt er nødvendigt for at afgøre ansøgerens helbredsmæssige egnethed.

Overgangsreglen skal forstås som en praktisk regel, der skal undgå unødig usikkerhed i allerede igangsatte forløb, samtidig med at alle fremadrettede og ikke-afsluttede sager som udgangspunkt behandles efter den nye praksis.

Nej. Trafikstyrelsen vurderer fortsat, at en dokumenteret sygehistorik giver de allerbedste forudsætninger for at vurdere en ansøgers helbred, men at ’minimumsforpligtelsen’ hvor ansøgeren selv har ansvaret for at oplyse den relevante sygehistorik, er tilstrækkelig til at opretholde flyvesikkerheden på et fornuftigt niveau. Desuden følges praksisændringen op af et fokuseret og risikobaseret tilsyn.

Vi står i dag et sted, hvor det er vores samlede vurdering, at der ikke længere er behov for at opretholde den strengere tolkning, når der også samtidig er behov for at tage hensyn proportionalitet og harmonisering med andre EU-landes praksis.

Dokumenteret sygehistorik skal kun være et fast krav dér, hvor sikkerhedsgevinsten vurderes at være størst, hvilket vil sige i forbindelse med førstegangsundersøgelser af kommercielle piloter og flyveledere, og ellers indhentes efter flyvelægens konkrete vurdering.

Nej. Det er Trafikstyrelsens samlede vurdering, at der ikke længere i samme grad er behov for at opretholde det nationale dokumentationskrav, når der også samtidig er behov for at tage hensyn proportionalitet og harmonisering med andre EU-landes praksis.

Kravet om dokumenteret sygehistorik blev indført i 2024, fordi konkrete erfaringer viste, at ansøgernes egne helbredsoplysninger ikke i alle tilfælde gav et tilstrækkeligt grundlag for den flyvemedicinske vurdering. Det gjaldt blandt andet tilfælde med underrapportering, ufuldstændige oplysninger og situationer, hvor ansøgerens egen forståelse af helbredstilstanden ikke nødvendigvis afspejlede den flyvesikkerhedsmæssige betydning af sygdom, symptomer, behandling eller medicinforbrug.

Det europæiske luftfartsagentur (EASA) vurderede i 2025, at Trafikstyrelsens udlægning af EU-reglerne er i overensstemmelse med forordningen, men for nyligt har EASA påpeget, at styrelsen ikke kan fastholde dokumentationskravet for udenlandske flyvelæger.

Trafikstyrelsen har – ud fra en samlet vurdering og en dialog med luftfartsbranchen - besluttet at lempe praksis, når det gælder kravet om, at piloter, kabineansatte og flyveledere skal fremvise dokumentation for den samlede sygehistorik ved de regelmæssige flyvemedicinske helbredsundersøgelser.

Det betyder, at Trafikstyrelsen i højere grad vil målrette tilsynet på det flyvemedicinske område mod de sager og aktører, hvor risikoen vurderes at være størst. Det kan blandt andet ske gennem målrettede stikprøver, tematiske audits, triggerbaseret opfølgning og henvisningsmønstre, samt opfølgning på sager, hvor senere oplysninger kan have betydning for vurderingen.

Ja. Flyvelægen skal som hidtil sikre tilstrækkelig journalføring af den flyvemedicinske vurdering. I sager, hvor der kan være konkrete indikatorer på helbredsudfordringer, men hvor flyvelægen vurderer, at yderligere dokumentation ikke er nødvendig, bør det fremgå, hvilke oplysninger der er lagt vægt på, og hvorfor sagen kan afsluttes på det foreliggende grundlag.

Hvis flyvelægen vurderer, at supplerende dokumentation er nødvendig for at kunne bekræfte, at ansøgeren opfylder helbredskravene, kan der ikke udstedes, fornyes eller forlænges en helbredsgodkendelse eller en helbredsattest. Flyvelægen må i den konkrete sag tage stilling til, om sagen skal udsættes, henvises/konsulteres eller om ansøgeren skal vurderes ’unfit-for flight’ efter de gældende regler.

Trafikstyrelsen kan ikke pålægge udenlandske flyvelæger, der er under en anden kompetent myndigheds tilsyn, en dansk national procedure, der går videre end minimumsforpligtelsen.

Den nye praksis er derfor målrettet den danske procedure til egne certificerede flyvelæger, og understøtter samtidig det europæiske arbejde for en mere harmoniseret ramme på det flyvemedicinske område.

Ja. Med praksisændringen lægger Trafikstyrelsen den danske praksis på linje med den svenske tilgang. Det betyder, at kravet om dokumenteret sygehistorik fremover målrettes førstegangsundersøgelser for Class 1 og Class 3, hvor der er tale om kommercielle piloter og flyveledere med særlig betydning for flyvesikkerheden. Ved øvrige helbredsundersøgelser bliver udgangspunktet – som i Sverige – flyvelægens konkrete vurdering på baggrund af ansøgerens selvdeklaration, den kliniske undersøgelse og eventuel supplerende dokumentation, hvis flyvelægen vurderer, at der er behov for det.

Du kan altid rette henvendelse med spørgsmål på det flyvemedicinske område til medical@trafikstyrelsen.dk.