Administration af postnumre

Her kan du læse om styrelsens administration af postnumre. Du kan også finde oplysninger om Trafikstyrelsens kontaktoplysninger i forbindelse med administrationen af postnumre.

Administrationen af postnummersystemet

Trafikstyrelsen overtog den 1. januar 2024 administrationen af postnummersystemet fra Post Danmark.

Om Trafikstyrelsens administration af reglerne

Postnumrene er oprindeligt afgrænset ud fra hensynet til en rationel distribution af breve og pakker.

Nu har postnumrene status som et bærende element i det offentlige adressesystem. Adressesystemet forudsættes at være en stabil bestanddel af samfundets infrastruktur, som alle nuværende og fremtidige it-systemer og forret­nings­­processer kunne basere sig på.

Postnummerinddelingen er derfor uafhængig af landets øvrige administrative inddelinger, herunder kommuneinddelingen.

Postnummersystemet administreres særdeles konservativt. Baggrunden er, at det erfaringsmæssigt medfører væsentlige administrative omkostninger for erhvervslivet, borgere og offentlige myndigheder i form af opdateringer af it-systemer, databaser, brevpapir, firmavogne etc., hver gang velkendte adresse eller postnumre ændres, ligesom postkvaliteten længe efter typisk lider under ændringen. Hertil kommer, at imødekommelser af ønsker om postnummerændringer kan medføre uheldig præcedens.

Ved vurderingen af et ønske om postnummerændring lægger Trafikstyrelsen afgørende vægt på, om en påtænkt ændring ønskes af hensyn til postdistributionen. Styrelsen lægger endvidere vægt på forholdet til adresselovgivningen, samt om ønsket vil medføre væsentlige administrative eller økonomiske omkost­ninger for erhvervs­livet eller for offentlige myndigheder.

Ansøgninger, der alene er begrundet i hensyn til tiltrækning af virksomheder, vigende salg af ejendomme, mere ”følelsesbetonede” ønsker som tilhørsforhold til en speciel kommune eller et andet ”finere” postnummer, imødekommes derfor ikke.

Trafikstyrelsen vil ved en ansøgning om postnummerændring som udgangspunkt indhente en udtalelse fra berørte kommuner og postvirksomheder.

Hvis du har et ønske om en postnummerændring, kan du kontakte Trafikstyrelsen.

Kontaktoplysninger

Ønsker du at komme i kontakt med Trafikstyrelsen vedrørende postnummersystemet, kan du skrive til Trafikstyrelsens særlige mailadresse vedrørende post: post@trafikstyrelsen.dk. Øvrige kontaktoplysninger kan du finde nedenfor, herunder oplysninger om hvad du gør, hvis din henvendelse indeholder følsomme eller fortrolige oplysninger.

Hvis du har et sagsnummer, bedes du angive dette i emnefeltet i forbindelse med din henvendelse.

Kontakt Trafikstyrelsen

Se Trafikstyrelsens kontaktoplysninger.

Se mere

Senest opdateret 14-11-2024