Ny rapport om udenlandske erfaringer med håndtering af tomme boliger

Publiceringsdato: 12/08/2019
På vegne af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har SBi udarbejdet rapporten ’Udenlandske erfaringer med offentlige indsatser mod tomme boliger’. Rapporten afdækker Storbritannien, Holland og Tysklands erfaringer og indsatser mod tomme boliger med henblik på at opstille punkter til inspiration for den danske indsats mod tomme boliger.

Siden 2010 har det i Danmark været muligt at indhente statslig refusion til nedrivning af nedrivningsmodne og tomme boliger. Ved den seneste finanslovsforhandling blev rammen til landsbyfornyelse tilført 300 mio. kroner over en treårig periode. Med det øgede politiske fokus på at skabe en bedre balance i Danmark, er det interessant at undersøge, hvordan andre europæiske lande med tilsvarende demografi og boligmarked håndterer udfordringerne med tomme boliger.

 

Rapporten beskriver Storbritanniens, Hollands og Tysklands indsatser mod tomme boliger.

Storbritanniens indsats mod tomme boliger er primært fokuseret på at få de tomme boliger tilbage på boligmarkedet gennem billige købspriser og lån med favorable renter. Indsatsen i Holland er fokuseret på lokale planer med henblik på at tilpasse boligmassen. I Tyskland har indsatsen mod tomme boliger bestået i en strategisk indsats på tværs af regions- og kommunegrænser.

 

På baggrund af rapporten opstiller SBi følgende punkter til inspiration for den danske indsats mod tomme boliger:

 

  • Fokus på tilpasning fremfor vækst
  • Behov for øget samarbejde på tværs af administrative og geografiske grænser
  • Innovative støttemuligheder, der fremmer ekstern finansiering og privat med finansiering
  • Alternativ udnyttelse af tomme boliger
Rapport

Udenlandske erfaringer med offentlige indsatser mod tomme boliger

Rapport giver viden om indsatser mod tomme boliger, og hvordan man i andre lande håndterer de samme udfordringer. Rapporten undersøger indsatserne for tomme boliger og affolkede landsbyer i Tyskland, Holland og Storbritannien.