Nye regler opretholder mulighed for kommunal teknisk byggesagsbehandling ved markeder og byfester mv.

Publiceringsdato: 21/12/2019
Med det nye bygningsreglement 2018 (BR18) er det fortsat muligt at vælge mellem en kommunal teknisk byggesagsbehandling eller tilknytning af en certificeret rådgiver i forbindelse med byggesagsbehandlingen af byfester, markeder og festivaler mv.

Med afskaffelsen af kommunernes tekniske byggesagsbehandling og indførelse af certificeringsordningen for dokumentation af tekniske forhold i bygningsreglementet skal kommunen ikke længere foretage en vurdering
af de tekniske løsninger, der er valgt i byggeriet i forbindelse med byggesagsbehandlingen.

Det eksisterende bygningsreglement (BR18) og bekendtgørelse om certificeringsordning
for dokumentation af tekniske forhold i bygningsreglementet trådte begge i kraft den 1. januar 2018 med en overgangsperiode, der udløber den 31. december 2019.

For brand- og konstruktionsforhold betyder det, at det fra den 1. januar 2020
vil være certificerede statikere og brandrådgivere, der dokumenterer, at bygningsreglementets
tekniske bestemmelser er overholdt.

I BR18 opretholdes muligheden dog for, at markeder, byfester, festivaler og lignende midlertidige udendørsarrangementer kan få teknisk byggesagsbehandling hos kommunen.

Midlertidige indendørsarrangementer vil også fortsat kunne vælge teknisk byggesagsbehandling
i kommunen, hvis personbelastningen ikke øges i forhold til den personbelastning, det pågældende lokale i bygningen er godkendt til.

På baggrund af de nye regler har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen udarbejdet følgende vejledninger til reglerne:

  • Vejledning om pladsfordelingsplaner
  • Vejledning om arrangementsplaner
  • Vejledning om belægningsplaner
  • Vejledning om planer for salgsområder
  • Vejledning om midlertidig opstilling af transportable konstruktioner


Både det nye bygningsreglement 2018 (BR18), der træder i kraft den 1. januar 2020  , og vejledningerne kan findes på Bygningsreglementet.dk.