Colourbox

Videnscenter om bygningers klimapåvirkninger sendes i offentligt udbud

Publiceringsdato: 04/10/2021
I maj 2021 blev der indgået en politisk aftale om at afsætte en pulje til bæredygtigt byggeri. Som en del af aftalen udbydes nu opgaven med at etablere et videnscenter om bygningers klimapåvirkninger. Videnscentret skal understøtte branchen i at blive klar til indfasningen af klimakrav fra 2023.

En central opgave for det kommende videnscenter er at udvikle og tilbyde bl.a. undervisningsforløb og kurser til branchens aktører om gennemførelse af en livscyklusvurdering af et byggeris klimaaftryk (LCA). Desuden skal videnscenteret indsamle data og erfaringer fra byggeprojekter, som skal bidrage til analyser om byggeriets klimapåvirkning samt løsninger og formidling til branchen om anvendelse af LCA.

 

I udbuddet efterspørges tværgående viden og kompetencer inden for bl.a. bygningers klimapåvirkninger og LCA-beregninger, undervisning, kommunikation og formidling.

 

Der er tilbudsfrist den 12. november 2021, og Bolig- og Planstyrelsen forventer at indgå kontrakt med vinderen inden årets udgang for perioden 2022-2024.