Ny pulje til dataleverandører af data, som er relevante for rejseplanlægning med alle former for transport

Publiceringsdato: 08/07/2022
Ny pulje skal støtte dataleverandører til levering af data i de krævede datastandarder til NAP (National Access Point). NAP er en digital platform, der har til formål at udstille alle trafikrelaterede data fra Danmark.

Trafikstyrelsen administrerer en række puljer, der dels har til formål at forbedre den kollektive trafik, dels støtter grønne initiativer.


Styrelsen har sendt en bekendtgørelse angående en ny pulje til dataleverandører i høring. 

 

Puljen udmøntes til efterlevelse af Retsakt A, inkl. tilgængeliggørelse af dynamiske data, for både fartplanbaseret, efterspørgselsbaseret og personlig transport. 

 

I EU er det besluttet, at data, som er relevante for rejseplanlægning med alle former for transport, skal standardiseres og gøres åbent tilgængelige. 

 

Det betyder, at der skal leveres data vedr. standsningssteder, linjer, køreplaner med gyldighedsperiode, faciliteter i bus, tog eller færge, adgangsforhold for handicappede samt parkeringsforhold for biler og cykler. Der skal yderligere leveres tilhørende opdateringer i realtid om afgangstider og driftsstatus. Data skal leveres i et specifikt dataformat.

 

Puljen kan søges af dataleverandører, og der kan ydes støtte til opgradering og tilkøb af software, der gør det muligt at levere data i de rigtige dataformater.

 

Der er afsat i alt 1 mio. kr., med to ansøgningsrunder i 2022 og 2023. I begge år er der dermed afsat 0,5 mio. kr. på finansloven.


Ansøgningsfristen for indsendelse af ansøgninger til puljen er den 15. november 2022 og den 1. oktober 2023.