Foto: Christoffer Askman

Sikkerhedsrapport for dansk civil luftfart 2019

Publiceringsdato: 14/12/2020
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har udgivet den årlige sikkerhedsrapport for civil luftfart i Danmark. Rapporten viser, at dansk luftfart fortsat har et højt sikkerhedsniveau.
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens sikkerhedsrapport giver et årligt indblik i sikkerheden i dansk civil luftfart. Rapporten skal bidrage til en bredere forståelse for arbejdet med sikkerheden i den danske civile luftfart.

Rapporten for 2019 konkluderer, at den kommercielle luftfart - både nationalt og globalt - er en yderst sikker transportform, og udviklingen igennem årene tyder på, at den kommercielle luftfart blot bliver endnu mere sikker.

I 2019 faldt antallet af fatale havarier i den internationale kommercielle luftfart til 6 sammenlignet med 11 i 2018. Dette fald afspejles også i antallet af omkomne, som faldt markant i 2019. På trods af denne fremgang var der i 2019 en stigning i antallet af ikke-fatale havarier i international luftfart, hvilket også afspejler sig i den globale havarirate, som er steget svagt i 2019. Dette ændrer dog ikke på den fortsatte tendens i den internationale luftfart, hvor stadig færre fly havarerer. 

For den kommercielle lufttransport i Danmark er sikkerhedsmålet, at det 10-årige løbende gennemsnit for antallet af havarier ikke må overstige 0,8 pr. 100.000 flyvninger. Det løbende gennemsnit for perioden 2010-2019 var på 0,2 havarier pr. 100.000 flyvninger. Sikkerhedsmålet for kommerciel luftfart er således overholdt. 

Sikkerhedsrapporten giver også en gennemgang af styrelsens tilsynsaktiviteter med luftfartsbranchen i Danmark og den giver en overordnet status for sikkerhedsniveauet hos aktørerne i branchen. Det er styrelsens vurdering, at sikkerheden hos luftfartsaktørerne i Danmark er tilfredsstillende.

Du kan hente den fulde sikkerhedsrapport nedenfor.
Rapport

Sikkerhedsrapport for dansk civil luftfart 2019

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens sikkerhedsrapport for civil luftfart giver et årligt indblik i sikkerheden i dansk civil luftfart.