Udkast til BL 1-1 sendes i høring

Publiceringsdato: 23/06/2021
Trafikstyrelsen sender BL 1-1 i høring bl.a. med henblik på at ophæve bestemmelserne om vedligehold, der retter sig mod luftfartøjer, som alene anvendes kommercielt/erhvervsmæssigt. Der er høringsfrist den 10. september 2021.
Certificering, styring og vedligeholdelse af luftfartøjer, som er EU-typecertificerede, og som anvendes kommercielt eller erhvervsmæssigt, vurderes at være fuldt ud EU-reguleret. 

Trafikstyrelsen vurderer derfor, at der ikke længere er grundlag for at opretholde BL 1-1 vedrørende vedligeholdelse af luftfartøjer, der anvendes kommercielt eller erhvervsmæssigt. Kravene i BL 1-1 om vedligeholdelse af disse luftfartøjer foreslås derfor ophævet. 

Luftfartøjer, der anvendes til militær-, told-, politi-, eftersøgnings- og rednings-, brandslukning, kystvagts- eller lignende aktiviteter og tjenester, er ikke omfattet af forordning (EU) nr. 2018/1139, jf. artikel 2, pkt. 3, litra a. Det er derfor fortsat nødvendigt at fastsætte nationale krav til luftfartøjer, der udfører sådanne operationer. 

Civilt dansk registrerede luftfartøjer, som benyttes til militær-, told-, politi-, eftersøgnings- og rednings-, brandslukning, kystvagts- eller lignende aktiviteter og tjenester, er i dag allerede regulereret af BL 1-1, udgave 5. Der er derfor tale om en videreførelse. Det præciseres i BL’en, at det er bestemmelserne i forordning (EU) nr. 748/2012 og forordning (EU) nr. 1321/2014, som finder anvendelse. 
Styringen af den vedvarende luftdygtighed for disse luftfartøjer, skal foretages af en CAMO eller af en CAO med styringsrettigheder.

Der er høringsfrist den 10. september 2021.